Dalby Marked lørdag den 18. august 2018
Gå ikke glip af en festlig dag i Dalby lørdag den 18. august, hvor Dalby & Omegns Borgerforening afholder årets Dalby Marked, på parkeringspladsen ved SuperBrugsen i Dalby.
Programmet er udvidet med en masse aktiviteter, hvor bl.a. brandvæsnet kommer og udlægger skum til glæde for børnene. Der vil også være hønseskidning, pony ridning og petanque samt en masse andet, som nok skal gøre dagen festlig.
Og til at toppe det hele, kommer Mads Magic med sit trylleshow og laver desuden ballondyr til børnene fra kl. 11 til cirka kl. 12.15.
SuperBrugsen står som de forrige år klar med pølser fra grillen og kolde fadøl, som kan købes til meget rimelige priser. Og igen i år vil Markus og Noah sælge popcorn og slush ice fra deres egne maskiner.
Har børnene legetøj, de vil sælge eller ligger man inde med noget der kan sælges og som kan skæppe lidt i kassen, til fornyelse derhjemme, så er der stadig ledige stande, der kan bookes gennem linket på borgerforeningens hjemmeside www.dalbyborgerforening.dk
Borgerforeningen melder i øvrigt, at der vil være flere borde og bænke i forhold til tidligere år, så man har mulighed for at sidde og nyde stemningen på pladsen.
Kommentarer