Karise

Danish Agro havde det hidtil bedste årsresultat i 2013

danish_agro

Karise: Danish Agro koncernen havde i 2013 det hidtil mest succesfulde år og blev en endnu stærkere samarbejdspartner for danske landmænd

Danish Agro koncernen, der har hovedsæde i Karise, realiserede i 2013 et resultat før skat på 503 millioner kroner. Det er koncernens hidtil bedste resultat, og det ligger 59 millioner kroner højere end resultatet i 2012, hvilket er en forbedring på 13,3 procent. Resultatet før skat forrenter primo egenkapitalen med 24,2 procent.

2013 blev primært kendetegnet ved en styrket markedsposition på koncernens udvidede hjemmemarked – Skandinavien og Østersøregionen.

– Det er med stor tilfredshed, at jeg kan konstatere, at vi har nået alle de strukturelle og finansielle mål, vi havde sat os for i 2013. Vi har med succes integreret og udnyttet synergierne i de investeringer, vi foretog mod slutningen af 2012. Blandt andet er vi meget tilfredse med opkøbet af den finske grovvarekoncern Hankkija Oy, der leverer et flot årsresultat, siger Koncernchef i Danish Agro, Christian Junker.

– Vores hovedfokus i koncernen er at være den bedst mulige samarbejdspartner for vores ejere og kunder i Danmark. 75 % af vores indtjening kommer i dag fra vores internationale grovvareaktiviteter eller fra øvrige brancher end grovvarehandel i Danmark. Behovet for overskud fra traditionel grovvarehandel i Danmark er derfor minimal. Det er et mål for os, at kunne levere tilfredsstillende driftsresultater uden at belaste vores medlemmer. Det gavner både koncernens samlede økonomi og vores ejere – selskabets medlemmer, siger Christian Junker.

Bestyrelsesformand i Danish Agro, Jørgen H. Mikkelsen, er meget tilfreds med, at selskabet har opnået så mange af sine mål i 2013:

– Det er glædeligt, at både jeg personligt og Danish Agros bestyrelse kan konstatere, at Danish Agro er blevet en endnu stærkere samarbejdspartner for danske landmænd i 2013. Der er fastsat nogle klare mål for koncernen, som både ledere og medarbejdere med dygtighed og forretningsmæssig fornuft løbende formår at leve op til og indfri. At vi igen i år har været i stand til at reducere omkostninger og øge indtjeningspotentiale er meget tilfredsstillende, siger Jørgen H. Mikkelsen og fortsætter:

– Det glæder mig også, at vi på grund af det gode resultat igen i år kan tilgodese vores medlemmer gennem overskudsudlodning. Det er et naturligt mål for os som andelsselskab, at vi er i stand til at præmiere vores medlemmer, når de økonomiske forudsætninger er til stede.

Omsætningen i 2013 var på 25,1 milliarder kroner mod 17,6 milliarder kroner i 2012 svarende til en vækst på 7,5 milliarder kroner eller 43 procent.

Efter skat realiserede Danish Agro koncernen et overskud på 412 millioner kroner, hvilket forrenter egenkapitalen primo med 19,9 procent.

Koncernens egenkapital er øget med 730 millioner kroner fra 2.073 millioner kroner til 2.804 millioner kroner. Koncernens soliditet udgør nu 28,6 procent imod 25,3 pocent året før.

Kommentarer