Danish Agro i Karise har haft det hidtil bedste år
Karise: Grovvareselskabet Danish Agro i Karise kom yderst positiv ud af 2012 med et overskud på 444 millioner kroner før skat
Grovvareselskabet Danish Agro a.m.b.a. i Karise har haft det hidtil bedste år.
Opkøb, omkostningsbesparelser og øget indtjening på tværs af koncernen i ind- og udland har styrket konkurrencekraften, hvilket kommer landmænd og medlemmer til gode.
Koncernen realiserede i 2012 et resultat før skat på 444 millioner kroner. Det er 81 millioner kroner mere end resultatet i 2011 og en forbedring på 22,3 procent. Resultatet før skat forrenter primo egenkapitalen med 28,8 procent.
Omsætningen i 2012 var på 17,6 milliarder kroner mod 15,8 milliarder kroner i 2011 svarende til en vækst på 1,8 milliarder kroner eller 11,2 procent. Efter skat realiserede Danish Agro et overskud på 392 millioner kroner, hvilket forrenter egenkapitalen primo med 25,4 procent.
En del af årets overskud, 24 millioner kroner, placeres på medlemmernes andelskapitalkonti i forhold til deres omsætning hos Danish Agro gennem de seneste tre år. Selskabet har ellers i mange år holdt igen med overskudsudlodning til grovvareselskabets medlemmer.
Bestyrelsesformand i Danish Agro, Jørgen H. Mikkelsen, er yderst tilfreds med, at selskabet har opnået så mange af sine operationelle og strategiske mål i 2012:
– Bestyrelsen i Danish Agro og jeg personligt er yderst tilfreds med den måde Danish Agro har formået at blive en endnu stærkere samarbejdspartner for danske landmænd i 2012. Resultaterne har været en kombination af solidt arbejde og forretningsmæssig fornuft, hvor omkostninger er reduceret og indtjeningspotentialet er markant øget, siger Jørgen H. Mikkelsen og fortsætter:
– Det glæder mig også, at vi nu med det skabte resultat kan tilgodese vores medlemmer og påbegynde overskudsudlodning igen. I en årrække har vi måttet prioritere selskabets konsolidering. Vi er nu i stand til som andelsselskab at præmiere vores medlemmer, hvilket vi er meget tilfredse med.
Danish Agro koncernen forventer i 2013 en omsætning på ca. 25-26 mia. kr. og stiler mod et resultat før skat i niveauet 450 mio. kr. efter afskrivninger på ca. 300 mio.kr. Koncernen vil i 2013 primært fokusere på at styrke bundlinjen – der er ikke planer om større opkøb. Fokus vil være rettet imod at trække maksimale synergier ud af den noget større enhed.
Kommentarer