Karise

Danish Agro realiserer hidtil største omsætning og bedste resultat

Danish Agro Koncernen, der har hovedsæde  Karise, realiserer den største omsætning nogensinde og det hidtil stærkeste resultat.

I 2016 er Danish Agro koncernen blevet en endnu stærkere samarbejdspartner for de mange tusinde landmænd, der hver dag handler med dem. Koncernen realiserer den største omsætning nogensinde og det hidtil stærkeste resultat. Herudover har de konsolideret vores position, som den sjette største grovvarekoncern i Europa.

Strukturelt og organisatorisk rykkede Danish Agro koncernen sig betydeligt i 2016. Positionen på grovvaremarkedet i Sverige er markant styrket via opkøb. Grovvareaktiviteterne i Danmark, Finland og Baltikum realiserer flotte resultater, og på grund af stigende aktiviteter er der investeret betydelige summer i forbedret logistik og lagerfaciliteter i flere lande. Maskindivisionen er ligeledes styrket og premix og vitaminaktiviterne via Vilomix koncernen er udviklet godt via opkøb i Polen og Norge, samt via opstart af aktiviteter i Asien. Koncernens rugeriaktiviteter er styrket via udbyggede faciliteter i Finland og Polen. Alle disse ryk mv. styrker Danish Agro koncernens konkurrencedygtighed fremover og er sket samtidig med, at koncernen realiserer alle sine finansielle mål for året.

Danish Agro koncernen realiserede i 2016 et resultat før skat på 626 millioner kroner. Det er koncernens hidtil bedste resultat, og det ligger 23 millioner kroner højere end resultatet i 2015 – en forbedring på 3,8 procent. Resultatet før skat forrenter primo egenkapitalen med 15,1 procent.

Omsætningen i 2016 var på 31,5 milliarder kroner mod 28,5 milliarder kr. i 2015, hvilket er en vækst på 10,8 procent, som skal ses i lyset af prisfald og en lille høst i 2016. Væksten skyldes primært den øgede omsætning fra tyske Ceravis AG, som er konsolideret ind for hele året, samt de opkøbte grovvareaktiviteter i Kalmar, Sverige, der er konsolideret ind for 10 måneder.

Efter skat realiserede Danish Agro koncernen et overskud på 538 millioner kroner, hvilket forrenter egenkapitalen primo med 13 procent.

Koncernchef i Danish Agro, Christian Junker, er yderst tilfreds med det forløbne år:

– 2016 har været et svært år for mange landmænd i ind- og udland og Danish Agro har skullet forholde sig til en presset branche med vanskelige vilkår på mange markeder. Enkelte af koncernens datterselskaber har endvidere haft vanskeligt ved at skabe resultater i det forløbne år. I lyset heraf er det meget positivt, at vi trods dette har nået de finansielle mål, vi satte os for. Det sætter os i en stærk økonomisk position, der er et godt udgangspunktet for den fremtidige udvikling, siger Christian Junker, og fortsætter:

– Vi har konstant fokus på, at skabe værdi for landmanden. Det er landmandens behov, der er udgangspunktet, når vi laver grovvareinvesteringer i udlandet. Koncernens indkøbsstyrke og størrelse er nøglen til konkurrencedygtige priser for landmanden. Vi søger hele tiden den rigtige balance mellem international styrke og lokal forankring, og jeg mener, at vi har et godt udgangspunkt at bygge videre på.

Styrket internationalt samarbejde

2016 blev primært kendetegnet ved, at Danish Agro koncernen konsoliderede sin position, som en af de to største og vigtigste grovvarepartnere for landbruget på markederne rundt om hele Østersøen.

Anderledes udfordrende har det været på det tyske grovvaremarked, hvor Ceravis AG har kæmpet med at skabe resultater. Udfordringerne har været større end forventet, og det tager noget længere tid at sætte retningen og gennemføre de nødvendige tilpasninger.

I starten af 2016 indgik Danish Agro koncernen en eksklusiv importøraftale med CLAAS om distribution og salg i Danmark, Norge og Sverige. En helt ny organisation er opbygget, og afdelingsstrukturen er ved at være på plads i de to lande.

I Danmark har man købt importselskabet LMB A/S i Fredericia, som pr. 1. januar 2017 har navneskiftet til Danish Agro Machinery A/S.

Bestyrelsesformand i Danish Agro, Jørgen H. Mikkelsen, er meget tilfreds med de mål, som Danish Agro koncernen har realiseret i 2016:

– Bestyrelsen i Danish Agro og jeg personligt er yderst tilfreds med den måde, Danish Agro har formået at blive en endnu stærkere samarbejdspartner for vores kunder og ejere i 2016. I løbet af året har Danish Agro konsolideret sin position, som en af de største og vigtigste grovvarekoncerner i Europa. Netop denne position er forudsætningen for, at koncernen leverer stærke resultater og er en respekteret samarbejdspartner for vores kunder og leverandører, siger Jørgen H. Mikkelsen og fortsætter:

– Det glæder mig også, at vi på grund af det gode resultat igen i år kan tilgodese vores medlemmer gennem overskudsudlodning. Det er et naturligt mål for os som andelsselskab, at vi er i stand til at præmiere vores medlemmer, når de økonomiske forudsætninger er til stede.

Forventninger til 2017

Danish Agro koncernen vil i 2017 fortsat have fokus på at opbygge sin maskinforretning i Danmark, Norge og Sverige. Koncernen forventer en del etablerings- og indkøringsomkostninger, før den samlede maskinforretning er inde i normal drift. Endvidere forventer koncernen fortsat restruktureringsomkostninger på grovvaremarkedet i Tyskland.

På trods af det forventer Danish Agro koncernen i 2017 en omsætning i niveauet 33 milliarder kroner. Koncernen stiler mod et resultat før skat i niveauet 600 mio. kr. efter afskrivninger på ca. 500 mio.kr.

Kommentarer