Haslev

Danmark opruster med akuthelikopter

I januar 2019 bliver der indsat en ekstra akutlægehelikopter i Danmark. Regeringen og Dansk Folkeparti har i finanslovsaftalen for 2018 aftalt, at der skal anskaffes en ekstra akutlægehelikopter.

 

Skrevet af John Wennerwald, Regions- og byrådsmedlem for Socialdemokratiet

Indsættelsen af en ekstra helikopter betyder, at placeringerne af de eksisterende helikopterbaser er taget op til revision. I dag ligger helikopterbaserne i Skive, Billund og Ringsted.

For at nedbringe responstiden, mest muligt med anvendelse af endnu en helikopter, har et udvalg set på de mest optimale geografiske placeringer af de fire helikopterbaser.

Udvalget anbefaler at baserne ligger i Assens, Ringsted, Jammerbugt og Herning. Jeg mener at placeringerne er helt rigtige og det vil de fleste sikkert også anerkende, når placeringerne ses på et Danmarkskort.

Indsættelsen af en ekstra helikopter vil sikre en robust helikopterdækning. Det betyder at ingen landsdel er uden helikopterdækning, når en helikopter er på mission.

Særligt Vestsjælland og Lolland vil nyde stor gavn af de nye placeringer, hvorfor jeg bakker op om placeringsforslaget og håber, at regeringen lytter til anbefalingen.

 

Kommentarer