Danmarks bedste alkoholfri øl kommer måske fra Faxe

Når Danmarks bedste alkoholfri øl igen bliver kåret i Tivoli den 24. maj, er det med lokalt islæt blandt finalisterne.
Forleden blindsmagte et panel af professionelle øldommere alle de 58 indsendte øl, hvorfra de udvalgte ni finalister, der skal dyste om titlen. Blandt finalisterne er sidste års vinder, Royal Unibrew, som har hovedsæde i Faxe.
Kåringen af Danmarks bedste alkoholfri øl er del af Tivoli Food Festival, som løber fra den 17. til den 25. maj.
Sidste år var det Royal Unibrew, der løb med titlen som Danmarks bedste alkoholfri øl. I år har endnu flere bryggerier meldt sig klar til kamp, og det uvildige dommerpanel bestående af syv danske øldommere havde således hele 58 forskellige øl fra 29 bryggerier at smage på, da finalisterne skulle findes. Efter flere timers smagen kunne de kåre dette års finalister i det kommende danske mesterskab i alkoholfri øl, som løber af stablen ved Tivoli Food Festival i samarbejde med Danske Ølentusiaster lørdag den 24. maj.
Blandt finalisterne var altså det Royal Unibrew som ligger i Faxe. Det samlede finalefelt kommer fra bryggerierne: Skovlyst Production A/S, Royal Unibrew, Skagen Bryghus A/S, Åben, Amager Bryghus Aps, Hjort Beer Aps, Mikkeller Aps, TeeDawn og Carlsberg A/S – altså en bred pallette af øl fra både store og små bryggerier fra hele landet.
Susanne Y. Kragh var en af de syv øldommere, som smagte sig frem til de ni finalister. Hun siger om bedømmelsen:
– Vi har vurderet og bedømt ud fra, om vi genkende, at det er øl, og at det har de smagsprofiler, som øl skal have i de forskellige kategorier, og at urten ikke dominerer hverken i aroma eller smag. Vi har også dømt ud fra, at man stadigvæk får en rigtig god øloplevelse, når nu man har købt en alkoholfri øl.
Non-alkoholisk medvind
Alkoholfri øl har medvind i disse år. Salget af de alkoholfri varianter er gået fra at ligge under grape-sodavand til at være mangedoblet de seneste år. Salget af alkoholfri øl er således steget hvert eneste år siden 2014, og det er femdoblet siden da. Og det er der god grund til. Hvor alkoholfri øl tidligere kun kunne fås i ganske få varianter – ofte uden så megen smag – fås de i dag i et utal af varianter, som seriøse ølbryggere har gjort sig umage med. Det er altså blevet mere velsmagende at slippe for tømmermændene eller at skulle køre hjem efter en frokost.
Den udvikling hylder Tivoli og Danske Ølentusiaster ved at afholde endnu et Dansk Mesterskab i Alkoholfri Øl – en kåring som altså står mellem ni yderst skarpe kombattanter.
– Interessen for alkoholfri øl fortsætter med at vokse eksplosivt, og det mærker vi tydeligt ved dette års DM i Alkoholfri Øl, hvor endnu flere bryggerier deltager med et imponerende udvalg af øl. Hvor IPA og pale ale sidste år dominerede konkurrencen, ser vi nu en klar bevægelse mod klassiske øltyper som pilsner og hvedeøl, hvilket understreger, hvor bred og moden kategorien efterhånden er blevet. Det er fantastisk at opleve, hvordan bryggerne fortsætter med at udfordre grænserne for smag og kvalitet, og dermed viser, at alkoholfri øl ikke blot er et alternativ, men en seriøs del af fremtidens ølkultur i Danmark.”
Dommerpanelet til finalen består af:
- Carsten Holløse, fhv. forperson for Foreningen Danske Øldommere
- Birthe Skands, Brygmester
- Carsten Berthelsen, International øldommer og forfatter
- Publikum (65 gæster, hvis stemme tilsammen tæller 25 procent)
Kommentarer