Faxe by

’Danmarks fællessang live’ på Rolloskolen

Faxe: I anledning af Spil Dansk Ugen samles alle 4. og 5. klasser på Rolloskolen for at synge danske fællessange.

Fredag den 4. november fra klokken 10 til 12 er der ’Danmarks Fællessang Live’ på Rolloskolen for alle Østskolens 4. og 5. klasser.

De ti 4. og 5. klasser, i alt cirka 200 elever, skal sammen med deres lærere og de til dagen hyrede professionelle musikere Anna Kruse og Nicholas Kingo fyre den af med dansk sang og musik.

Det sker i anledning af at ’Spil Dansk’ sender pianister og sangere ud til kommuner over hele landet, så de kan akkompagnere til lokale fællessangsarrangementer for unge og gamle.

Anna Kruse er svensk sanger som har boet i DK i snart 20 år. Hun elsker det danske sprog og især at synge på det. Fællessang ligger meget nær Annas hjerte – hun siger selv: ”at synge sammen giver sådan en god fælleskabsfølelse!!”. Nicholas Kingo er en pianist med mange ”strenge på sin lut”. Han har en forkærlighed for Klezmermusik, men har også spillet på de store rockscener, bl.a. med sangerinden Fallulah. Han tager gerne sin farfars fukssvans frem og spiller med en stryger på saven lavet af elektronikrør og nylontråd. Nicholas og Anna har samarbejdet som duo i snart 20 år, og har spillet i alt lige fra telte, til både og i Finland.

Spil Dansk har i mange år stået bag landsdækkende og gratis fællessangsprojekter. På hjemmesiden kan man finde akkompagnement til 16 fællessange (lyd og tekst), som er udvalgt til dette års Spil Dansk Ugen. Der er lige fra Sebastians Fuld af nattens stjerner til Lukas Grahams 7 years.

Fællessangsarrangementet er levendegjort af Spil Dansk.

Fakta om Spil Dansk Ugen

* Spil Dansk Ugen er årets store fest for dansk musik og musiklivet. Der er arrangementer 31. oktober – 6. november. Selve Spil Dansk Dagen fejres torsdag 3. november.

* Der sker noget overalt i landet: på skoler, sygehuse, spillesteder, virksomheder, biblioteker, kirker, kulturhuse m.m.

* Kunstnere og arrangører er en blanding af professionelle, amatører, frivillige og lokale ildsjæle.

* Spil Dansk er blevet Danmarks største musikbegivenhed i al sin bredde og mangfoldighed.

* En lang række radiostationer, blandt andre alle DR’s radiokanaler, spiller lutter dansk musik.

* Spil Dansk-foreningens ejerkreds består af Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund, Musikforlæggerne, Koda og Danske Populær Autorer.

* Spil Dansk samarbejder i 2016 direkte med 23 kommuner, som foreløbig har købt en ”Kommune-pakke”. Andre kommuner deltager uofficielt, og der sker noget i alle landsdele.

* Læs mere om Spil Dansk, tilmeld arrangementer, syng med i Danmarks Fællessang og tjek kalenderen på spildansk.dk.

 

Kommentarer