Danmarks første flyveøgle-fossil er nu udstillet på Geomuseum Faxe

Det var en kæmpe nyhed, da den første knogle fra en flyveøgle i Danmark blev fundet ved Stevns Klint i efteråret 2024. Nu er knoglen en del af udstillingen på Geomuseum Faxe.
Både national og international presse bragte nyheden, da det første bevis for, at der har levet flyveøgler i Danmark, blev fundet ved Stevns Klint i efteråret 2024.
Fundet var et 4,5 millimeter langt stykke knogle af fingeren fra en lille flyveøgle der har haft et vingefang på 30 til 40 centimeter. På grund af fundets helt særlige betydning har det skullet undersøges grundigt og beskrives videnskabeligt.
De undersøgelser er nu færdige, og det lille knoglestykke kan nu ses på Geomuseum Faxe som en del af udstillingen.
– Det er et lillebitte og samtidig meget stort fund, vi nu kan vise frem. Knoglestykket er det første bevis på, at der levede flyveøgler i det, der senere blev Danmark. Det er også fundet i det allerøverste lag af kridtet, og det fortæller os, at denne flyveøgle levede inden for de sidste 50.000 år af Kridttiden for 66 millioner år siden, og at den var blandt de allersidste flyveøgler på jorden, siger museumsinspektør på Geomuseum Faxe Jesper Milàn.
Knoglestykket har fået sin egen montre, som er udstyret med forstørrelsesglas, så besøgende kan se det lille men betydningsfulde stykke historie helt tæt på.
Geomuseum Faxe har åbent alle dage fra klokken 10 til 15. Børn har gratis adgang.
- Grafik af knoglen med silhuet af flyveøgle. Illustration: 10Tons.
Fakta om flyveøgler
Flyveøgler, eller pterosaurere, var en gruppe af krybdyr beslægtet med krokodiller og dinosaurer, som havde udviklet evnen til at flyve. Deres vinger var bygget op på en helt unik måde, idet deres ene finger var blevet ekstremt forlænget og holdt en hudmembran, de brugte til at flyve med. Flyveøglerne opstod som dyregruppe tilbage i midten af den geologiske tidsperiode Triastiden, for omkring 245 millioner år siden, og de var luftrummets absolutte herskere indtil slutningen af kridttiden, hvor de uddøde sammen med de store dinosaurer. Flyveøglerne fandtes i alle størrelser, lige fra bittesmå former ikke større end en spurv, til kæmper med et vingefang på over 12 meter. Den fundne knogle fra Stevns stammer fra det inderste led i den forlængede ”flyvefinger”, fra en lille flyveøgle der ikke har været meget større end en lille måge.
Kommentarer