Haslev

Danmarks største skoletriatlon afholdes i Haslev

Haslev: Mere end 700 elever fra 5. og 6. klasserne på Faxe Kommunes tre skoler deltager i Danmarks hidtil største skoletriatlon.

Fredag den 13. maj afholdes det hidtil største skoletriatlon-arrangement nogensinde i Danmark med start i Haslev Svømmehal. Det er kulminationen på et flerårigt samarbejde mellem det Haslev-baserede Skoletri.dk og Vestskolen.

Alle elever fra 5. og 6. klasse på henholdsvis Øst-, Midt- og Vestskolen i Faxe Kommune, mere end 700 i alt, deltager i den sportslige begivenhed, som også får støtte af Dansk Triatlonforbund og Faxe Kommune.

Distancerne er tilpasset aldersgruppen, så alle eleverne kan deltage uden at skulle have særlige forudsætninger. Faktisk handler det mest af alt om at have en god dag sammen og samtidig få en god portion motion.

Børnene lægger ud med 150 meter svømning i Haslev Svømmehal. Derefter cykler de syv kilometer på en vej, som er spærret til formålet denne dag (Sofiendalsvej mellem Stadionvej og Sanderhusvej), og til sidst løber de 2,2 kilometer.

Elever som har svært ved at svømme kan trække sig rundt langs kanten af bassinet – dermed kan alle være med.

To børn ad gangen bliver sendt afsted med 20 sekunders mellemrum. Den rullende start betyder, at der kun er vindere denne dag! Der bliver dog uddelt pokal til den klasse, som har det højeste antal deltagere.

Hvis to eller flere klasser har samme deltagerprocent, så bliver pokalvinderen fundet ved at se på, hvor stort deltagertallet er på den enkelte skoleafdelings øvrige deltagerklasser.

Samarbejdet begyndte mellem Vestskolen og Skoletri.dk

Vestskolens tre afdelinger, Terslev, Nordskov og Vibeeng var fra starten i 2014 med i arrangementet, og i takt med at erfaringerne har styrket samarbejdet, er det altså nu udvidet til at gælde alle eleverne fra 5. og 6. klasse i hele Faxe Kommune.

Et glimrende og topaktuelt eksempel på samarbejdet mellem folkeskolen og eksterne aktører.

Der har været et omfattende forarbejde op til dagen. Repræsentanter fra 2Tri Ungdom/Tri Team Haslev og Skoletri.dk har besøgt skolerne med cykel- og løbeøvelser. Der er også udarbejdet undervisningsmateriale med konkrete forslag til øvelser, som idrætslærerne har kunnet bruge op til den 13. maj.

Stine Baad Clausen, lærer på Vibeeng og medarrangør af skoletriatlonen, udtaler:

– Samarbejdet med 2tri Ungdom/Tri Team Haslev og Skoletri.dk giver os masser af inspiration til den daglige idrætsundervisning. Det er altid motiverende for både lærere og elever, når der kommer input udefra. Med triatlon på programmet får vi sat ekstra fokus på en idrætsgren, der appellerer til alle de elever, der ikke nødvendigvis synes, det er sjovt at spille bold eller lave gymnastik. Stævnedagen er kulminationen på vores samarbejde, og vi glæder os helt vildt – det bliver en fantastisk dag!

Manden bag Skoletri.dk er Martin Mogensen fra Haslev og forfatter til bogen ”Triatlon – Godt i gang”.

– Det skal være sjovt. Eleverne skal stå tilbage med opfattelse af, at triatlon er en sport, alle kan være med til. Skoletri afholdes ikke kun for at gøre opmærksom på triatlon, men ligeså meget for at få eleverne op af stolen og ud at røre sig – og forhåbentlig finde ud af, at det faktisk kan være fedt at få pulsen op, udtaler Martin Mogensen.

Martin Mogensens plan er, at Skoletri.dk skal udvikles til andre kommuner også fra 2017, et arbejde som går i gang, når sportsbegivenheden har fundet sted i Haslev den 13. maj.

Planen er, at de lokale triatlonklubber bliver inddraget, ligesom klubben 2tri Ungdom/Tri Team Haslev har været det i Faxe Kommune.

Man kan læse mere på www.skoletri.dk.

Foto: Martin Mogensen, ejer af Skoletri.dk

Kommentarer