Danmarks største dozer arbejder i Faxe Kalkbrud
Faxe: Den største bulldozer i Danmark er nu i fuldt sving i Faxe Kalkbrud
Scantruck afleverede onsdag morgen en 76 tons tung Komatsu-dozer i Faxe Kalkbrud. Og den var på arbejde allerede fem timer efter, at den i alt 136 tons tunge maskintransport forlod Scantruck A/S’ sjællandske afdeling i Ringsted. Dozeren ankom efter to timer på motor- og landevej med ledsagelse af to følgebiler og tillige politieskorte på en del af strækningen.
Læs også: Faxe Kalk har købt Danmarks største bulldozer
Det var hurtigere end forventet, og derfor måtte der lige ventes en halv times tid på, at montørerne også nåede frem. To en halv times monteringsarbejde og en halv time til kaffe og rundstykker. Og de 76 tons var klar til indsats i kalkbruddet.
– Komatsu’en er Danmarks største dozer. Med et dozerblad på 22 kubikmeter formår den virkelig at flytte store mængder kalk. Og den har kræfterne til det. Den seks-cylindrede motor har 640 hestekræfter at spille med. Selv vejer maskinen altså 76 tons. Den er godt 10 meter lang, 5,6 meter bred og rager 4,5 meter op i højden, fortæller distriktschef Jakob Jørgensen hos Scantruck.
Det er under to måneder siden, han kunne give brudchef Niels Ove Pedersen og produktionsdirektør Klaus Rønholt hos Faxe Kalk håndslag på leveringen af kæmpe-dozeren.
– I virkeligheden er der tale om en mine-maskine. Den er bygget på Komatsu-fabrikken i Japan, men var heldigvis lagervare hos det europæiske hovedkvarter i Vilvoorde i Belgien. Efter at vi fik den til Scantruck i Ringsted, har værkstedschef Ronnie Johansen og mekanikerne Nils Thorsen og Thomas M. Jensen på det nærmeste ligget vandret for at klargøre maskinen. Alt er foregået i et imponerende tempo, siger distriktschef Jakob Jørgensen.
Gigantiske storebrødre
Selv om D375A-6 er, hvad mange vil betegne som ”vildt stor”, så har den faktisk et par storebrødre i Komatsus dozer-repertoire. Modellen D475 vejer 111 tons. Og D575 klemmer vægten ned med næsten ubegribelige 155 tons. Dermed er den også suverænt verdens største serieproducerede dozer.
Faxe Kalk ejes af verdens førende producent af kalk- og dolomitbaserede produkter, den belgiske Lhoist-gruppe. Kalkbruddet i Faxe er Danmarks største. I areal er det omkring en kvadratkilometer. Der brydes og flyttes hvert år cirka tre millioner tons kalk i det 45 meter dybe brud.
Billedtekster:
1. 76 tons doser klar til afgang fra Scantruck i Ringsted. Dozeren blev læsset på blokvognen i de lyse timer. (Foto: Gert Laursen)
2. Masser af aksler og totalt 136 tons ruller ud fra Scantruck i Ringsted. Kursen er sat mod Faxe Kalkbrud. (Foto: Gert Laursen)
3. Nattens trafikanter fik sig en ekstra én på opleveren, da gigant-maskinen på kæmpeblokvognen rullede fra Ringsted til Faxe. (Foto: Gert Laursen)
4. Ankomst til Faxe. På trods af en totalvægt på 136 tons og dozerens bredde på 5,6 meter, gik turen perfekt. (Foto: Gert Laursen)
5. En del medarbejdere hos Faxe Kalk var mødt tidligere end normalt. Rygtet var løbet i forvejen for transporten: Noget stort er på vej! (Foto: Gert Laursen)
6. Et par timer efter ankomsten til Faxe Kalk, var Komatsu D375A-6 i fuld gang med arbejdet i kalkbruddet. (Foto: Gert Laursen)
Kommentarer