Danmarks største hardball-hal åbner i Karise
Karise: Lørdag den 28. april åbner Danmarks største hardball-hal i en 1.600 kvm stor hal i Karise
I Karise slår Danmarks største hardball-hal nu dørene op for alle store drenge og piger, der på åbningsdagen gratis kan prøve kræfter med at lege røvere og soldater. Hallen er bygget særligt til formålet og kan mørklægges, fyldes med røg og der er lydeffekter som bomber og geværskud.
Hardball kan spilles fra 18 år og opefter – 16 år med en forældretilladelse – og det er kort fortalt røver og soldater for voksne.
– Der er ingen maling ligesom i paintball. Man kan ikke se når man bliver ramt – men man kan mærke det, fortæller Michael Jakobsen, som har investeret 4 millioner kroner i at etablere hardball-hallen i Karise.
Michael driver i forvejen den 12 år gamle Hardball-shoppen med 8 fuldtidsansatte i Karise.
– Hvis jeg skulle gøre min virksomhed større er det her, den eneste måde at gøre det på, fortæller Michael til Faxe.nu.
– Jeg var efterhånden træt af at hver gang jeg havde solgt en hardball-pistol til mine kunder, måtte jeg sende dem til en af mine konkurrenters baner i Nordsjælland, forklarer Michael, der har købt en industrigrund på Lucernevej i Karise til formålet.
Michael søgte først om lov til at lave en udendørsbane, men Faxe Kommune gav ikke den nødvendige tilladelse, derfor blev det en Danmarks største Hardball-hal på 60 m x 27 m med toilet og bad.
– Jeg håber på at kunne tiltrække hardball-spillere både lokalt og andre steder fra, der er rigtig mange der spiller, men ikke ret mange ordnede forhold for hardball-spillere, siger Michael, der håber på at kunne etablere hold på hverdagsaftener.
– Der er rigtig mange der ikke gider gå til fodbold, men som rigtig gerne vil gå til hardball, fortæller Michael.
Danmarks største hardball-hal åbner på Lucernevej i Karise den 28. april klokken 14. Her vil der blive serveret pølser og sodavand, og så vil det være muligt ganske gratis at prøve at spille hardball i hallens røg og damp.
Læs mere om Hardball på: www.hardballhallen.dk
Kommentarer