Haslev

Dansk Bluesmusik i Haslev Folk Club på fredag

Haslev: Haslev Folk Club inviterer til koncert med de danske bluesmusikere HP Lange, Troels Jensen og Jarno Varsted på Haslev Bibliotek fredag den 23. marts

Haslev Folk Club har samlet tre af Danmarks allerbedste bluesmusikere. Hver for sig ville de være i stand til at give en rigtig fin oplevelse, så samlet fås det simpelthen ikke bedre. Blues ligger ganske vist i udkanten af folkemusikken, men de to genrer har flere fællestræk, der gør, at mange af klubbens medlemmer er til en hyggelig bluesaften engang imellem.

Troels Jensen kaldes ikke uden grund for dansk bluesmusiks grand old man. Gennem 40 år har han turneret rundt i Danmark og en god del af den øvrige verden og sunget og spillet på sine favoritinstrumenter guitar og klaver, som han er en sand mester på.

HP Lange har netop modtaget prisen som ”Årets danske bluesmusiker 2011”. Han er en fantastisk dygtig sanger og guitarist.

Tredje mand denne aften er Jarno Varsted. Han er ganske enkelt Danmarks dygtigste på mundharpe. Kom og nyd bluesmusik i topklasse.

Koncerterne i Haslev Folk Club foregår på Haslev Folkebibliotek (store sal i kælderen), Jernbanegade 62, 4690 Haslev

Koncerten med HP Lange, Troels Jensen og Jarno Varsted finder sted fredag den 23. marts klokken 20.00. Dørene åbnes klokken 19.30

Billetter til en pris af 170 kroner kan bestilles hos Focus Haslev på tlf. 56311140 eller direkte fra hjemmesiden under de enkelte koncerter.

Billetterne kan afhentes ved indgangen inden 19.45 før hver koncert.

Musikprogram for foråret 2012

  • 20. april 2012: Anders Mikkelsen, H. Graasvold
  • 11. maj 2012: Dick Gaughan og Rod Sinclair

 

Kommentarer