Haslev

Dansk Retursystem klima på skoleskemaet

I morgen går startskuddet til klimakonkurrencen ”Årets Panthelte” for 0.-4.-klasser landet over. Børnene skal lære om klima og genanvendelse og konkurrere om at samle flest tomme dåser og flasker.

Dansk Retursystem, som står bag konkurrencen, oplever stigende interesse for klimaet blandt børn og unge og har de seneste år skruet op for deres aktiviteter rettet mod målgruppen

Fra i morgen, onsdag den 24. oktober, og frem til den 21. november er der klima og cirkulær økonomi på skoleskemaet i en lang række af landets 0.-4.-klasser. Klasserne konkurrerer samtidig om at samle flest tomme flasker og dåser i håb om at vinde titlen som ”Årets Panthelte”. Førstepræmien består desuden af 2000 kroner til klassekassen, som bliver overrakt af tv-vært Joakim Ingversen.

Børn efterspørger viden om klima og genanvendelse
Konkurrencen er en af de mange aktiviteter målrettet børn og unge, Dansk Retursystem har udviklet de seneste år. Andre aktiviteter inkluderer et mobilt learning lab, partnerskab i udstillingen Climate Planet samt gratis undervisningsmateriale til indskoling og mellemtrin. For hos Dansk Retursystem har man gennem en årrække oplevet en stigende interesse for klima og genanvendelse blandt børn og unge.

”Vi oplever i den grad, at børn og unge interesserer sig for klimaet. De vil gerne lære om råstoffer, global opvarmning og genanvendelse. Og de vil gerne gøre en forskel. Udover at bidrage med viden i form af bl.a. vores undervisningsmaterialer, kan vi fortælle dem, at de allerede gør en forskel, når de afleverer deres tomme flasker og dåser i flaskeautomaten. For i Danmark har vi med pantsystemet et system, som sikrer den bedst mulige genanvendelse af råstoffer, og som desuden sparer klimaet for CO2,” fortæller Hanne Luke, kommunikationsdirektør i Dansk Retursystem.

Konkurrence styrkede sammenholdet
Da 2.a fra Nors i Nordjylland sidste år vandt titlen som ”Årets Panthelte” var det med hjemmelavet dåsefabrik i skolegården og hjælp fra lokalmiljøet. Det var andet år i træk, at klassen deltog, og ifølge klasselærer Mette Pedersen, var det bl.a. fordi, konkurrencen styrkede klassesammenholdet samtidig med, at hendes elever fik ny viden og nye vaner. Klassen var faktisk så optaget af emnet og konkurrencen, at de brugte deres frikvarterer på at tælle flasker og dåser op.

Læs mere om konkurrencen på Dansk Retursystems hjemmeside. Her kan du også se en video med sidste års vinderklasse og høre to af eleverne fortæller om klima og drivhuseffekt.

 Fakta: Hver dag afleverer danskerne i gennemsnit 3,5 millioner engangsflasker og dåser. Dansk Retursystem henter emballager fra cirka 15.000 steder over hele landet og sørger for, at de bliver gen­anvendt. Miljøvirksomheden, der er non-profit, har eneretten til at drive det danske pantsystem og er ejet af bryggerierne og reguleret af Miljøministeriet.

Kommentarer