Danske Bank støtter lokale projekter
Faxe Kommune: ’Danske Bank Faxe Stevns Fonden’ har uddelt økonomisk støtte til tre lokale projekter.
Støtteforeningen Faxe Musikskoles Venner har fået 20.000 kroner. De vil bruge pengene til at arrangere et besøg i Det Kgl. Teater for musikskolens børn og unge.
Kortfilmen ’Elverkongen – når det indre springer ud’ har fået 10.000 kroner. Filminstruktør Mikkel Starup er meget tæt på at være færdige med filmoptagelserne. Dog mangler de indendørs scener, der dels foregår i de underjordiske gange under Gjorslev Slot og dels i Sankt Katharina kirke. Bidraget fra bankfonden skal dække udgifterne til lyssætning, røgmaskiner med mere i Gjorslevs kældre, oplyser filminstruktøren ifølge Stevnsbladet. Premieredatoen er fastlagt til den 1. maj i Snurretoppen.
Læs også: Elverkongen er vækket – og han mangler penge!
Egnsmuseet Ranestedet i Varpelev fik 5.000 kroner. Den selvejende institution vil bruge pengene til vedligeholdelse af det gamle hus fra 1798.
Overrækkelsen fandt sted i Café Algade i Store Heddinge.
Ansøg inden december
Selvom Danske Bank har nedlagt filialerne i både Store Heddinge og Faxe, vil ’Danske Bank Faxe Stevns Fonden’ fortsat uddele midler til frivillige i både Stevns og Faxe kommuner én gang om året. Fonden dækker bredt velgørende formål, dog er det et krav, at projektet foregår i Stevns eller Faxe kommune. Både lokale klubber, foreninger og enkeltpersoner kan søge om tilskud. Man må gerne søge igen, selv om man tidligere er blevet udvalgt.
Deadline for indsendelse af en ansøgning med en kort beskrivelse af projektet er primo december. Ansøgningen skal sendes til Danske Bank i Køge, Brogade 3, 4600 Køge mærket ’Danske Bank Faxe Stevns Fonden’.
Kommentarer