Erhverv

Datterselskaberne har trukket Haribo Lakrids ned

haribo_lakrids_faxe

Faxe: Problemer hos datterselskaberne i Norge og Sverige har trukket Haribo Lakrids i Faxe ned

Haribo Lakrids i Faxe, der er kendt for produkter som vingummibjørne, Piratos, Dukatos og Matador Mix, har netop offentliggjort årsregnskabet for 2013. Det viser at omsætningen er steget med 33 millioner kroner til i alt 766 millioner kroner og at overskuddet er steget til 66,7 millioner kroner fra 51,4 millioner kroner i 2012.

Men ledelsen er skuffede over regnskabet.

– Ledelsen er tilfreds med det økonomiske resultat for det nordiske moderselskab i Danmark og datterselskabet i Finland. Men ledelsen er ikke tilfreds med det økonomiske resultat for datterselskaberne i Sverige og Norge,” står der i regnskabet.

Læs også: Haribo har haft et rigtigt godt 2013

Haribos nordiske afdeling består, ud over Haribo Lakrids i Faxe, af det svenske Haribo Lakrits AB, det norske selskab Haribo Lakris AS og det finske Haribo Lakrids Oy. 46 procent af omsætningen kommer fra Danmark, men kun 4,7 millioner kroner ud af det samlede overskud kommer fra de nordiske datterselskaber.

– Samlet set er ledelsen ikke tilfreds med udviklingen i den samlede nordiske koncerns nettoomsætning, idet vækst er og bliver en nødvendig faktor for en fortsat udvikling af koncernen, skriver direktionen, som består af Klaus Christensen og Herwig Vennekens.

Klaus Christensen varetager sammen med sin kollega Herwig Vennekens, ledelsen af Haribo i Faxe, efter Per Niclas Henerius i foråret stoppede efter seks år som direktør. Han kunne ikke blive enig med de tyske ejere, om den fremtidige kurs for det nordiske selskab.

Læs også: Per Henerius er stoppet som direktør for Haribo

Haribo Lakrids forventer en stigende omsætning i 2014 på alle selskabets markeder, skriver ledelsen i regnskabet.

Kommentarer