Debat og politik

De ældre skal have basale rettigheder

kurt_munck

Læserbrev: For et stykke tid siden havde en borger i Faxe Ladeplads et læserbrev omkring forholdene for hendes far på et af Faxes plejehjem

Indsendt af Kurt Munck, Store Elmue, 4640 Faxe. Spidskandidat for Enhedslisten

Det var meget heldigt, at faren havde sine børn, til at komme og passe ham. For forholdene på dette plejehjem var så groteske, at man ikke kan forestille sig, at det kan foregå i Faxe Kommune 2013. Faren blev højst tilbudt et bad en gang om ugen, og det endda ikke hver uge. Ture i det fri var en by i Rusland. Hvis ikke datteren havde tid til at komme, ville faren blot være parkeret passivt på plejehjemmet for at vente på at dø.

Det her kan vi simpelthen ikke være bekendt. Faxe Kommune er ikke alene om at svigte vore ældre medborgere. Derfor har Enhedslisten også i de finanslovsforhandlinger, der kører for øjeblikket forlangt, at der bliver indført nogle basale rettigheder for ældre, der ikke kan klare sig selv:

• de skal have ret til et bad mindst 2 gange om ugen

• de skal have ret til rengøring mindst hver 14. dag

• de skal have ret til at komme ud med jævne mellemrum

Vi er godt klar over, at sådanne rettigheder har kommunerne ikke råd til. Derfor vil vi samtidig med at disse rettigheder bliver indført også skaffe den nødvendig økonomi til ekstra personale – der vil i vores forslag blive afsat ekstra 19 stillinger i plejesektoren for Faxe Kommune, hvis der bliver forlig med Enhedslisten om finansloven.

Og jo, vi har råd til skattelettelser for de rige på 5 milliarder, så har vi også råd til 2 milliarder til vores ældre medborgere.

Kommentarer