De blå spejdere sælger lodsedler

Faxe: Spejderne fra ” Faxe gruppe” under Det Danske Spejderkorps sælger i den kommende tid lodsedler på gader og stræder
Overskuddet fra lotteriet går til spejderarbejdet her i området og er en god indtægt for spejdergruppen. Midlerne går til at sikre attraktive, udfordrende og lærerige oplevelser for børn og unge i spejderarbejdet. Blandt andet til årets sommerlejr, som finder sted på Thurøbund spejdercenter. Her skal spejderne være en hel uge, og lave en masse aktiviteter i og på vandet, samt bygge lejr, lave mad over bål, sove i telt og meget mere.
Hvis man skulle have lyst til at deltage på årets sommerlejr, er det ikke for sent at blive spejder.
Lodseddelsalget har også den funktion, at børn og unge lærer, at der skal arbejdes for at skaffe de midler, der skal til, for at udstyr og oplevelser er af den rigtige kvalitet.
Spejdernes lotteri har traditionen tro mange flotte præmier blandt andet rejser, cykler og kameraer. På lodsedlen kan man straks se, om man har vundet. Lodsedlerne koster kun 20 kroner.
De blå spejdere mødes på i Spejderhytten på Rosenkildevej 12 hver onsdag klokken 18.00 til 19.30, hvor man er velkommen til at møde op.
Man kan kontakte Gruppeleder Trine Drent Jensen på telefon 2020 0545 eller e-mail: trine@dds-faxe.dk ved yderligere spørgsmål.
Kommentarer