De Danske Forsvarsbrødre Kongsted holdt fanen højt

Kongsted: Onsdag den 5. september mødte De Danske Forsvarsbrødre – Kongsted op klokken 18.30 i Højerup, Stevns for at hylde soldaterne.
De har travlt i De Danske Forsvarsbrødre – Kongsted for tiden. Tirsdag den 4. september var de i Næstved med fanen for at hylde Dronning Margrethe, da hun på sit sommertogt med Kongeskibet Dannebrog ankom til Næstved. Det var en god anledning til at få luftet fanen.
Onsdag den 5. september var det Danmarks udsendtes officielle flagdag og her havde De Danske Forsvarsbrødre Kongsted i år valgt at tage til Højerup, Stevns.
– Vi har i flere år taget til Næstved, men ville i år gerne støtte op om arrangementet her i Højerup, fortæller Mogens til Faxe.nu. Mogens bor i Rønnede og er sekretær i DFB Kongsted, som er forkortelsen for De Danske Forsvarsbrødre. Mogens fortalte videre
– Jeg var i Flyvevåbnet tilknyttet Flyvestation Værløse, da den eksisterede. De to andre er hærmænd.
Der var i alt omkring 60 mennesker som var mødt op for at deltage eller overvære kransenedlægningen ved Halifax stenen, som er en mindesten for de nedskudte RAF flyvere som omkom under Anden Verdenskrig ved Stevns Klient.
Formanden Frede, Mogens og kassereren Hans havde taget fanen med som Morgens bar så flot sammen med de andre fanebærere. De gik langs Højerup Ny Kirke hen til stenen, hvor Højerups sognepræst og tidligere orlogspræst Eigil Andreasen, indledte med en lille tale, hvorefter han førte an og bad Fader vor sammen med de fremmødte, hvorpå kransen blev lagt ved stenen og folk mindes de faldne soldater.
Aftensolen skinnede i trompeten, som den spredte sine toner udover forsamlingen og der blev til sidst sunget salmen “Altid frejdig, når du går”.
Faxe.nu mødte og talte med de tre “brødre” inden de deltog med stor interesse i foredraget ved sognepræst Eigil Andreasen om hans tid som orlogspræst på militærskibet Thetis, da det skulle ledsage nødhjælpsskibe fra Kenya til Somalia og beskytte skibene i mod pirater, som de dog ikke så nogen af.
Det er ikke sidste gang at “brødrene” har vist fanen frem, er Faxe.nu sikker på.
Kommentarer