Haslev

De Gamles Hjem i Teestrup er til salg

Teestrup/Haslev: Faxe Kommune vil rive det tidligere demenscenter i Teestrup ned, hvis ikke det lykkes at sælge det

Kommunalbestyrelsen besluttede på det sidste byrådsmøde at det ikke kan betale sig at leje det tidligere demenscenter i Teestrup ud. Den store røde bygning, ”De gamles hjem” i Teestrup, dannede indtil sidste år rammen om Teestrup Demenscenter, bliver derfor sat til salg.

– Byrådet besluttede på mødet, at vi ville afslå at leje demenscentret ud til et københavnsk firma, der hedder Plan A. Det er et terapi- og kursuscenter for tidligere stofmisbrugere, fortæller borgmester Knud Erik Hansen (S) til Sjællandske.

Det var dog ikke fordi man frygtede stofmisbrugerne.

– Der har da muligvis været enkelte, der var bekymrede i den retning, men det her handler slet og ret om, at den udvendige vedligeholdelse af bygningen er for dyr. Vi har vurderet, at det simpelthen ikke kan betale sig at leje ud, tilføjer Knud Erik Hansen, der tilføjer at Faxe Kommune er ved at gennemgå kommunens ældre ejendomme, for at se om de har et langtidsperspektiv.

Kommentarer