De sensitive børn for lærere og pædagoger
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2012/12/haslev_bibliotek.jpg)
Haslev: På torsdag er der et foredrag hvor man kan blive klogere på særligt sensitive mennesker
Torsdag den 19. september inviterer HSP-foreningen til et foredrag om særligt sensitive børn.
Foredraget henvender sig til lærere og pædagoger, der ønsker at få en dybere forståelse af de særligt sensitive børn, og som ønsker flere redskaber og handlemuligheder i hverdagen. Forældre er også velkomne.
Mellem 15 og 20 procent af alle mennesker/børn har et særligt sensitivt nervesystem, der opfanger flere indtryk og bearbejder dem dybere og mere nuanceret.
De særligt sensitive børn fungerer under de rigtige vilkår uden særlige problemer, og vil ofte bidrage meget positivt til fællesskabet.
Foredraget belyser det sensitive personlighedstræk, som det viser sig hos de stille børn, der nemt overses – og hos de mere aktive, nyhedssøgende børn. Foredragsholderne kommer også ind på de udadreagerende børn, der kan forveksles med børn med ADHD.
Foredragsholderne er psykolog Athina Delskov og tidligere skoleleder Birgitte Hermann, der er henholdsvis formand og næstformand i HSP-forenigen. De har begge arbejdet med særligt sensitive mennesker i mange år.
Der vil være indlæg og dialog.
Pris per person er 200 kroner, der betales kontant ved indgangen.
Tilmelding kan ske hos Birgitte Hermann på e-mail: b.hermann@live.dk
Foredraget foregår torsdag den 19. september 2013 fra klokken 19:00 til 21:00 på Haslev bibliotek, Jernbanegade 62 i Haslev.
Kommentarer