De turde, de kunne, og de ville….
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2011/08/Haslev_fdf_Kanosejlads2.jpg)
Haslev: De knap 20 børn, i alderen fra 6-12 år, der havde tilmeldt sig Udfordringernes Dag hos FDF Haslev d. 6. august, turde alle udfordres på deres mod, de kunne bruge deres evner, og de ville have det sjovt.
Solen skinnede fra en klar blå himmelen da knap 20 friske, modige og spændte børn i alderen fra 6-12 år mødtes med og de 6 frivillige ledere i FDF Haslev i F-Huset på Bregentvedvej på sommerferiens sidste lørdag, til et af Faxe Kommunes mange tilbud til skolebørn, hvor frivillige kræfter ønsker at give børn og unge nogle Fantastiske, Dejlige og Fornøjelige oplevelser sammen.
Efter et par hurtige sange, begav alle sig til Haslev Gadekær, hvor holdene på 4-5 børn bl.a. skulle vikle “edderkoppens” sammenfiltrede ben ud fra hinanden, spille naturmikado, tænde bål og lave deres egen frokost, klatre 5 m. op i luften på en snor og sejle i kano.
Et par hæsblæsende timer senere vendte alle tilbage til F-Huset, hvor flere udfordringer ventede, såsom at løbe op og ned af en 5 m. lang rafte kun støttet af tynde håndtove, balancere på en 6 m. lang “slapline”, gå over en tovbro i 2 m. højde og rappelling fra gavlen af F-Huset. Så var det tid til lidt afslapning, fælles hygge, leg i hullet, kage og saftevand, inden udfordringerne atter fortsatte.
Aftensmaden tilberedtes over bålet mens der kom en kort, men våd byge. Svævebanen skulle også udfordres, fjeren skulle løftes og træklodserne skulle stables ved hjælp af snore. Dagen blev rundet af med lidt hyggelig lejrbålssang og et velfortjent diplom til alle børn.
FDF Haslev mødes i F-Huset på søndage i lige uger fra kl. 13:00-17:00. Flere oplysning på FDF Haslevs facebookprofil, hvor du også kan se flere fotos fra Udfordringernes Dag.
Kommentarer