Den forløbne uge bragte endnu en beretning om hvordan normer og regler i det danske samfund gradvis ændres for at tækkes de hovedsaglig mellemøstlige indvandrere der strømmer hertil i disse år.

Indsendt af Eli Jacobi Nielsen, Prins Buris Vej 19, 4653 Karise. Byrådsmedlem for DF, Faxe.

Denne gang historien om hvorledes undervisningsmateriale på VUC uddannelser ændres, for at undgå konflikter og for ikke at ‘støde nogen’.

Der er i årenes løb talrige eksempler på den ubetingede imødekommenhed og eftergivenhed der udvises, ikke mindst på skoleområdet, kønsopdelt svømning, halalslagtet kød osv. Dette er slemt nok, men når man opgiver at undervise i nogle af de grundliggende principper for vores samfund, ligestilling, ytringsfrihed og demokrati, er man for alvor ved at sætte værdierne og sammenhængskraften i vort samfund over styr. Ytringsfriheden er allerede ramt, der er ting der ikke skrives eller tegnes, det begrundes med hensyn og tolerance, men er i virkeligheden et knæfald for intolerancen, og den latente trussel om vold der ligger bag.

Den manglende vilje og evne til at stå fast på egne værdier kan blive skæbnesvanger for de vesteuropæiske demokratier. Forventningen er at tolerance og eftergivenhed vil blive værdsat og gengældt, mens realiteten er, at i folkevandrernes hjemlande betragtes det som svaghed, og svaghed skal udnyttes. Denne tradition medbringer de hertil, hvor opfyldelse af krav om særrettigheder konstant følges op af nye krav.

Neville Chamberlains appeasement politik i 1938 førte ikke til ‘fred i vor tid’ – at give efter for krav om særbehandling og gradbøjning af vore egne værdier vil heller ikke føre til et harmonisk samfund, tværtimod.  Kommer man til et nyt land, må man acceptere kulturen der, og indordne sig under normerne og værdierne i det samfund, man skal være en del af. Kan man ikke det, må man søge andetsteds hen.