Karise

Debat: Bedre velfærd

Nuvel, der er langt fra vores lokalpolitik i Faxe Kommune til Christiansborg. Men det er alligevel i høj grad regering og Folketing, der udstikker rammerne og mulighederne for udførelsen af den lokale politik i byrådet i Faxe Kommune.

Indsendt af Henrik Friis, Rønne Alle 9, 4653 Karise. Spidskandidat for SF til kommunalvalget i Faxe Kommune.

Den borgerlige regering har netop præsenteret de ventede forslag til skattelettelser og en finanslov, hvor velfærden endnu engang udhules. At Erhvervsminister Brian Mikkelsen ikke kunne dy sig for at glæde sig på Lamborghini købernes vegne var såre symbolsk.

Det er selvfølgelig forjættende, at regeringen i finanslovsforslaget tænker at afsætte 500 millioner til ældreområdet.  For Faxes Kommunes vedkommende 3 millioner.

Ærligt talt; det forslår som skrædder i helvede i forhold til kommunernes stadig øgede udgifter til flere ældre, flere demente, flere plejekrævende.

SF i Faxe har indædt kæmpet for at skabe værdige og ordentlige forhold for vores ældre – og det vedbliver vi med.

Det øremærkede beløb til de ældre blegner aldeles i forhold til de samtidige varslede skattelettelser på mindst 12 til 15 milliarder, som så i øvrigt i særdeleshed kommer de i forvejen velbjærgede til gode. Pensionisten, kontanthjælpsmodtageren eller andre udsatte får en skattelettelse på 0 kr.

Det øger uligheden markant, og helt grotesk bliver det, at pengene til disse skattelettelser skal tages fra råderummet. Et smart opfundet begreb for det, der ikke er dækket. Eller rettere sagt en regning videresendt til senere årgange. Gaveregnen er i øvrigt finansieret med penge fra den kollektive trafik, vores fælles velfærd og miljøet. Altså skævt og kulsort.

Det er topskattelettelser forsøgt pakket ind i glimmerpapir.

Du kan sende et klart signal ved kommunalvalget. Vi er mange der ønsker bedre velfærd fremfor skattelettelser.

Nu ved du i hvert fald, hvad SF står for og vil slås for.

Kommentarer