Debat: Forkert, Knud Erik Hansen

I et læserbrev påstår den socialdemokratiske borgmester Knud Erik Hansen at Uddannelsesudvalgets beslutning om at få undersøgt mulighederne, for at få sat undervisningstiden for folkeskolelærere ned, skal finansieres af ejendomsstrategien.
Indsendt af Martin Hillerup. Borgerlisten. Næstformand Uddannelsesudvalget.
Det må stå for borgmesterens egen regning.
Udvalget har nemlig besluttet at finansieringen skal ske inden for den 2-årige pulje, bevilget af staten vedrørende omstilling til folkeskolereformen. Når de 2 år er gået foreslår Borgerlisten så, at beløbet bliver sat på Faxe Kommunes budget, så den nedsatte undervisningstid for den enkelte lærer kan fortsætte.
Borgerlisten støtter Venstres udvalgsformand Jonas Kristinsson i at financieringen sker som udvalget har ønsket – og vi tager skarpt afstand fra Knud Erik Hansens efterhånden mange forskellige udmeldinger om ejendomsstrategien.
Borgerlisten ønsker altså at der kigges på om de 2 timer, som lærerne for nogle år siden fik forøget deres undervisningstid med (og som yderligere blev forøget med 2 timer med folkeskolereformens indførelse i august måned i år), igen kan nedsættes, således at lærerne i Faxe Kommune ikke skal være i top 2 i Danmark i undervisningstid, hvilket i høj grad medfører dårligt arbejdsmiljø og ringere undervisning pga. for lidt forberedelsestid.
Kommentarer