Debat: Gefions svanesang
Gefions bevaringsværdige facade, gæsterne og arbejdspladserne… det var det, vi gerne ville sikre med renoveringen af Gefion.
Indsendt af Hanne Løkke Winther, formand for Foreningen Gefions venner og Faxe Landsbyforum.
Men byrådet har en anden plan. Den vil de ikke fortælle os om. De vil ikke engang besvare de spørgsmål, vi har stillet!
Et borgermøde eller en almindelig nabohøring har heller ikke været på tale. Samtidig oplever vi, at nogen er bange for at sige, hvad de mener, om det, der tidligere var deres hjertesager. Det er trist for demokratiet, at det er den slags åbenhed og gensidig respekt vi oplever, især efter en årelang proces med dialogmøder for at inddrage os borgere i beslutninger om vores nærområder.
Tænk, at det sker i vores dejlige lille kommune, hvor her er så smukt, hvor mennesker er så venlige, og hvor det er hyggen der tæller.
Foreningen Gefions Venner havde fremsendt en plan til økonomiudvalget. Dens mål var, at om halvandet år, den 01.07 2018 skulle dørene åbnes for et superlækkert historisk konditori samt en festsal der også kunne være et spillested til musikarrangementer som f.eks. Samklang. Måske kunne der også blive et turist/rejsebureau i den gamle krostue.
Planens første etape var 6 måneders time-out, hvor Gefions Venner kunne detailplanlægge og finde finansiering til renoveringen af den gamle gudinde. I de samme 6 måneder kunne byrådet udarbejde den plan, de gerne vil have. Når sommerferien er forbi, kunne vi, der bor i Ladepladsen, så kigge på planerne og stemme om, hvilken plan vi synes er den bedste for vores lille by. Det ville være en demokratisk beslutning, som vi alle ville bøje os for!
Denne gang lykkedes det ikke, fordi ingen kunne forestille sig, at vi ikke fik valget mellem nedrivning og renovering. Da det gik op for os til dialogmødet, var beslutningen urokkelig.
Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Denne sag har vakt opmærksomhed. I fremtiden må vi være meget mere opmærksomme og blande os lige så snart, der sker noget, vi ikke bryder os om. Og særlig vigtigt er det, at vi stemmer til folketingsvalg, regionsvalg og byrådsvalg, og giver magten til de kandidater, der har vores tillid.
Kommentarer