Debat: I Haslev har vi en perle.
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2014/11/debat_logo-620x316.jpg)
Haslev: Fritten på Sofiendalsvej. Et skønt fritidshjem, der i 38 år har dannet rammen om det gode børne liv i Haslev.
Indsendt af Thomas og Mette Jørgensen, Tyttebærvej 7, 4690 Haslev
Og nu vil man lukke dette dejlige sted, og flytte vores børn over på Sofiendalsskolens sfo. For i vores kommune skal der spares. Og i bestræbelserne på at finde så mange besparelser som muligt, tager man ingen hensyn til, hvad forældre og børn finder bedst. Vores børn bliver taberne gang på gang og det i en sådan grad, at man efterhånden får følelsen af, at politikerne tænker vores børn, som burhøns. Jo flere, jo tættere, jo bedre.
Vi træffer som forældre, de valg vi syntes er bedst for lige netop vores børn. Og i vores tilfælde var vi ikke i tvivl. Vi valgte Fritten på Sofiendalsvej. En mindre institution, i nogle spændende og anderledes rammer. Et fantastisk hus, med liv, glæde og hjerterum. Hvor det er tydeligt for enhver, at her trives børn og voksne i et fællesskab, man ellers skal lede længe efter. Et super engageret personale, som virkelig vil vores børn.
Her er ture ud af huset, på gå ben, på cykel eller i en af Frittens busser. Her er dyr og boldspil. Her er bålmad og vandkamp. Planlagte aktiviteter og spontane indfald. Her er aften arrangementer med spisning, overnatning, fester, biografture og koloni. Her sker en masse dejlige ting. Og har man brug for at trække sig tilbage efter en lang dag i skolen, kan man fordybe sig i egen leg, i et af de mange små og hyggelige rum, der er i dette dejlige hus. Her er der plads til både de stille børn, og dem med mere krudt i måsen. Her trives det gode børne liv.
Vi kan mærke, at vores datter er glad, glad for det afbræk fra skoledagen det giver, når de går væk fra skolens grund og over på fritten. Kender i følelsen af at hænge for længe på arbejdet, hvilken lettelse man får, når man så endelig kommer af sted. Kan det være, at børn også har den følelse?
Så kære politikere i Faxe kommune. I må ikke spare vores dejlige fritidshjem væk. Vi vil bibeholde vores perle her i Haslev. Til vores børn, og de fremtidige generationer. Det vil være en katastrofe at lukke fritten. Resultatet af jeres ønskede besparelser, vil helt sikkert resultere i flere børn i mistrivsel. Og i kan være sikre på at DET ingen besparelser vil give på bundlinien.
Kommentarer