Haslev

Debat: Det er ikke en vej vi mangler

Bregnevang/Pilevang Grundejerforening har med stor forbløffelse erfaret, at et flertal i Faxe Byråd – i forlængelse af budgetforhandlingerne for 2019 – atter vil indføre en vejreservation sydøst om Haslev i den nye kommuneplan.

 

Skrevet af Bregnevang/Pilevang Grundejerforening

Dette uagtet, at tidligere byråd i Faxe Kommune sløjfede selvsamme omfartsvej af kommuneplanen og i stedet prioriterede nordvendte ramper ved Ulse.

Politikernes bevæggrund for at udtage vejreservationen dengang var, at prioriteringen af nordvendte ramper kombineret med øvrige trafikmæssige tiltag i Haslev by ganske enkelt var en bedre løsning.

En god og positiv dialog med Vejdirektoratet bekræftede da også, at etablering af de nordvendte ramper havde gode muligheder.

At nordvendte ramper kombineret med øvrige trafikmæssige tiltag i Haslev by er en bedre løsning end at bygge rundkørsel og vejanlæg sydøst om Haslev er bestyrelsen i grundejerforeningen ganske enige i. Lad os blot nævne følgende:

  • Haslev har ikke brug for endnu en vej til at håndtere pendlertrafikken udenom Haslev by. Ny Ulsevej findes nemlig allerede. Såfremt staten ikke selv vil bekoste udgiften til de nordvendte ramper kan midler afsat til den overflødige vej eventuelt medfinansiere disse til fremme af projektet. En sådan medfinansiering er senest praktiseret i Tåstrup kommune (Ikea-ramperne) og i Slagelse kommune (ved Bildsøvej). Skulle der være flere penge tilbage kan de bruges til at afhjælpe nuværende støjgener ved allerede etablerede vejanlæg til stor glæde for kommunens borgere.
  • De nordvendte ramper vil være placeret midt i Faxe Kommune. Ramperne vil derfor aflaste bymiljøet – ikke kun i Haslev, men også i Rønnede, Dalby og det omkringliggende opland. Med andre ord vil langt flere borgere i kommunen få glæde af denne investering/trafikafvikling.
  • Byudviklingen i Haslev er fortrinsvis planlagt mod sydvest og vest. Derfor skal pendlertrafikken fastholdes på hhv. Vestre Ringvej og Ny Ulsevej og afvikles via rampeanlæg ved af- og tilkørsel 36, Bregentved. Derved benyttes Ny Ulsevej som tiltænkt da denne blev anlagt og pendlertrafikken gennem Haslev OG Freerslev minimeres.
  • Haslev – byen i det grønne… I Faxe kommunes bosætningskampagne kan man bl.a. læse ”Haslev er kommunens største by. Byen er omgivet af et smukt herregårdslandskab og bynær skov”.

Såfremt flertallets beslutning om nyt vejanlæg sydøst om Haslev – op mod grundejerforeningens fællesareal og bebyggelse, ud mod noget af den skønneste bynære natur vi har i Haslev, bølgende marker, Bregnemade Skov og Bregentved Gods – realiseres, vil alt dette blive ødelagt. Dette vil ikke være i tråd med kommunens bosætningsstrategi.

  • Et vejanlæg op mod grundejerforeningens fællesarealer vil give støjgener for grundejerforeningens beboere samt værdiforringelser for hele udstykningen. En gennemførelse af vejprojektet vil dermed være en betydelig forringelse af beboernes livskvalitet. Dette vil ikke være i tråd med kommunens bosætningsstrategi.

 

Ovennævnte betragtninger er ikke udtømmende. Bestyrelsen ser frem til en yderligere drøftelse af problematikkerne med byrådets medlemmer.

Vi mener, at grundlaget for beslutningen om endnu et vejanlæg beror på, at de udarbejdede trafikanalyser alene har fokuseret på at ”tælle biler” og derved har overset værdigrundlaget i Faxe kommunes bosætningsstrategi. Alt det der handler om ”det gode liv” i Haslev og i Faxe Kommune.

Vi er i grundejerforeningen meget bevidst om, at det at være politiker i en kommune ofte vil betyde, at de folkevalgte nødvendigvis må træffe beslutninger, hvor ikke alle borgere tilgodeses. Vi mener dog, at der i nærværende sag er stor mulighed for at gøre alle parter glade og tilfredse.

”Alle parter” omfatter i særdeleshed også borgere og grundejere, som i dag har store støjgener afledt af færdslen på Bråby- og Køgevej. Sideløbende med, at pendlertrafikken fastholdes på Vestre Ringvej/Ny Ulsevej til de nye nordvendte rampeanlæg ved Ulse, vil trafikken på disse veje kunne reguleres yderligere ved f.eks. hastighedsregulerende foranstaltninger, vægtbegrænsning for trafikken og endelig en egentlig omklassificering af disse veje fra ”trafikveje” til ”boligveje” således, at der findes en helhedsorienteret løsning for beboerne på Bråby- og Køgevej.

Bregnevang/Pilevang Grundejerforening ønsker videre dialog med byrådets medlemmer omkring dette. Vores mål er, at udsyn til naturen, mark, skov og Bregentved Gods bevares. Vi har i flere år forskønnet vores fællesareal, som benyttes og roses af mange af byens borgere, når de foretager gåture til skoven mod Bregentved Gods, nyder udsynet over herregårdslandskabet og besøger vores fællesareal med legeplads og kælkebakke.

Vi ønsker, at Haslev by bevarer sit image som ”Byen i det grønne” og IKKE ”Byen med trafikstøj og mange veje” eller ”Byen uden udsigt til det grønne”.

Vi håber, at vores politikere vil være med til at løse problemer fremfor at flytte problemer.

Kommentarer