Debat og politik

Debat: Kan pensionsalderen gå den anden vej?

Debatindlæg af:
John Wennerwald, Regionsrådsmedlem (S) i Region Sjælland.

Her under forhandlingerne om EU`s kommende budget er det tydeligt, at der er forskel på økonomien i de enkelte lande. Pensionsalderen er også forskellige. Pensionsalderen i Danmark er høj og stigende med de nuværende politiske aftaler.

Det seneste forsøg på at afbøde den stigende pensionsalder slog fejl. Seniorpensionen imødekommer alene de allermest nedslidte, som ikke kan arbejde mere end 15 timer om ugen. Helt naturligt er det ikke alle mennesker på arbejdsmarkedet, som fysisk kan følge med den stigende pensionsalder.

Vi bliver nedslidt og her skal pensionssystemet tage over. Man skal ikke tage smertestillende medicin for at gå på arbejde i de sidste år på arbejdsmarkedet. Det er i orden at forvente, at otiummet er rimeligt smertefrit med god livskvalitet.

Med de nuværende aftaler er folkepensionsalderen 68 år for dem, som er født før 1967. Pensionsalderen er endnu ikke vedtaget for personer, som er født i 1967 eller senere.

Skruen kan ikke strammes hele tiden – der er også mulighed for at skrue den anden vej. Arbejdsmarkedets parter og den politiske side må sætte sig sammen og finde løsninger. Løsninger som er holdbare både for samfundsøkonomien og for mennesker, som de er flest på arbejdsmarkedet.

Kommentarer