Debat: En moderne landsby
Moderne mennesker er krævende. De vil ikke ”nøjes”, selv om de bor på landet. Moderne mennesker stiller krav og shopper rundt, inden de beslutter sig for, hvor de gerne vil bo.
Indsendt af Nicolaj Lund Jensen, Gisselfeldvej 18, Haslev. Spidskandidat Radikale Venstre
Og skal de satse deres fremtid og kapital med et underskrift på et skøde langt væk fra hovedstaden, hvor de fleste af vennerne ikke kunne drømme om at flytte ud. Ja, så skal stedet ikke bare fungere, men være attraktivt.
Vi skal derfor udvikle en moderne landsby. Jeg tænker helt konkret på Bråby Stationsby som på langt sigt skal udvikles til en by med over 2000 indbyggere, hvor der blandt andet skal skabes nye bolig- og boformer med inspiration i Permatopia, en ny integreret børneinstitution og en genåbning af den nedlagte station. Det vil være attraktivt for det moderne menneske.
Byen skal naturligvis udvikles sammen med områdets private lodsejere, som jeg er sikker på kan se store muligheder med den jord, der i dag er udlagt til landbrugsjord.
Et kig i krystalkuglen kunne se sådan ud: Med en rejsetid ind til Hovedbanegården på under 45 min. har ”Ny Bråby Stationsby” en attraktiv beliggenhed. En af anlægsinvesteringerne som er foretaget, er en ny kombineret cykel- og gangbro over banen, så man får en tryg og sikker vej til skole. Kroen er genopstået som et moderne forsamlingshus med mulighed for kontorfællesskaber og der er naturligvis højhastighedsfibernet. Flere af grundene er udlagt som storparceller, så der ligeledes er mulighed for dyrehold og små fritidslandbrug.
Kommentarer