Haslev

Debat: Regeringens slingrekurs

Det kommunale selvstyre er en hjørnesten i vores demokrati. Meningen er at give folkevalgte som er tæt på virkeligheden, mulighed for at forvalte den lokale økonomi.

Indsendt af John Wennerwald Klausen. Kandidat til den ledige folketingskandidat-post for Socialdemokraterne i Faxekredsen.

Finansloven for 2016 indeholder et omprioriteringsbidrag som betyder, at Stevns og Faxe kommuner skal spare ca. kr. 20 mio. på den nære velfærd. Vores folkevalgte ansvarlige byrådspolitikere har derfor ved den kommunale budgetlægning tilpasset driften af kommunen til de forventede indtægter. Faxe og Stevns kommuner har derfor reduceret i den nære velfærd; folkeskolen, daginstitutioner og ældrepleje.

Der har været flere meldinger om hvad omprioriteringsbidraget skal bruges til; pengene skal retur til trængte kommuner, pengene skal gå til målrettede områder og/eller pengene skal gå til skattelettelser.

Senest har regeringen udmeldt at omprioriteringsbidraget i 2017 fastholdes, men at pengene efterfølgende skal retur til kommunerne.

Uanset hvad pengene skal bruges til, besværliggør manøvren byrådenes mulighed for at planlægge rationelt og langsigtet, når regeringen holder velfærdskroner tilbage for senere at drysse dem ud over enkelte områder.

Aktuelt er resultatet, at Stevns og Faxe kommuner i 2016 har skåret i den nære velfærd som måske skal rulles tilbage igen.

Slingrekursen er skadelig for demokratiet og forvaltningen af vores skattekroner.

Kommentarer