Debat: Skolestruktur igen igen
Daebat: Er det finanserne eller pædagogikken der styrer skolepolitikken?
Indsendt af Jørn Engelbrecht, Søvej 5, 4654 Faxe Ladeplads.
Forbavsende hurtigt bliver man nu præsenteret for 6 nye forslag til skolestruktur. Hvem der har fostret dem, står lidt henne i det uvisse. Men i hvert fald har administrationen ikke haft tid til at regne på dem endnu.
Ved en hurtig gennemlæsning af den journalistiske udlægning i Sjællandske får man det indtryk, at panikken er ved at brede sig blandt politikerne. Og det kan der formodentlig kun være én grund til: De frygter at se bunden af pengekassen.
Hvis ikke det er økonomien, der er den afgørende faktor, forekommer det i hvert fald undertegnede fuldstændig uforståeligt, at man nu præsenterer ikke mindre end 6 forskellige forslag, hvoraf kun det sjette forslag virkeligt imødekommer de indvendinger, som et stort antal forældre og elever har givet udtryk for.
Det ville derfor være dejligt, hvis vi med rene ord fik at vide, hvilke bevæggrunde man har for at fremsætte disse 6 nye forslag. Hvordan vægter man økonomien i forhold til uddannelsens faglige kvalitet og elevernes trivsel. Og ikke at forglemme betydningen for de større bysamfund af at bevare et fuldt uddannelsesforløb fra 0. – 9. klasse i dem?
Det er ikke nogen skam at være fattig, men det er en skam at pakke økonomiske problemer ind i formuleringer om bedre uddannelsesstandarder m.v., hvis det er økonomien, der trykker.
Kommentarer