Haslev

Debat: Trafikken i Haslev

debat_logo

Haslev: Faxe kommune har fået udarbejdet en analyse af trafikken i Haslev.

Indsendt af Jimmi Andreasen, Gisselfeldvej 18, 4690 Haslev

Den fokuserer bl.a. på hvilke konsekvenser det ville få at forlænge Gisselfeldvej fra Moltkesvej til Københavnsvej og fuldføre Østre Ringvej, så der er direkte vejforbindelse fra Københavnsvej til Søndre Jernbanevej med mulighed for passage under jernbanen og videreførelse til Vestre Ringvej nord for byen.

På trods af at den analyserer trafikken i Haslev på mange gode måder, har den desværre også visse mangler. Den ser desværre ikke på hvordan trafikbelastningen ville blive i Haslev, hvis man udbyggede de førnævnte vejstrækninger. Fx kunne man forestille sig at trafikbelastningen på Bråbyvej ville blive mindre, hvis man forlængede Gisselfeldvej til Køgevej (og samtidigt forbød gennemkørende lastbilskørsel på Bråbyvej). Dette kunne være et vigtigt tiltag til at forbedre sikkerheden for de mange skolebørn der færdes omkring Bråbyvej.

Trafikanalysen viser heller ikke hvordan Jernbanegade og parallelgaderne Nyvej, Allégade og Themstrupvej ville blive påvirket af en færdiggørelse af Østre Ringvej, da man fx ikke har målt på trafikstrømmene på Københavnsvej.  Igen må man ty til forestillingerne. Mon ikke at noget af den gennemkørende trafik som skal til Sofiendalsskolen og kvarteret omkring, ville tage den østgående vej i stedet og dermed igen bidrage til en mere trafiksikker by.

Der er naturligvis nogle store omkostninger forbundet med disse nye vejanlæg, men som kommune har vi ikke råd til at lade være. Først og fremmest på grund af den øgede trafiksikkerhed og dernæst fordi det åbner mulighed for at udvide Haslev mod nord-øst, hvor der ville kunne laves attraktive udstykninger op mod skoven, tæt på bykernen, Sofiendalsskolen og med relativ kort afstand til motorvejen.

Det er på tide at kommunen træder på speederen (så at sige) og får iværksat planer der kan virkeliggøre nogle tiltrængte vejudbygninger i Haslev.

Kommentarer