Debat: “Ud og se med Affald+”
Debat: “Ud og se med DSB” hed det sig engang på en plakat. Nu bør det fremover hedde “Ud og se med Affald+”
Indsendt af Jørn Engelbrecht, Søvej 5, 4654 Faxe Ladeplads
Det fælleskommunale affaldsselskab Affald+ har planer om at sende
bestyrelsesmedlemmer og medarbejdere fem-seks dage til USA på studietur.
Rejsen ventes at løbe op i cirka 300.000 kroner. På den baggrund kan man da glæde sig over, at Faxe Byråd i januar besluttede at sige nej tak til selskabets tilbud om at overtage den kommunale renovationsopgave.
Det kunne Faxe Kommune ellers iflg. selskabets beregninger spare en hel del ved, men vi andre kan da uden hjælp fra “Købstadsskolens Ny Regnebog” hurtigt regne ud, at der inden besparelserne først skal bruges 300.000 til en turistrejse
for bestyrelse og medarbejdere.
Det er ejendommeligt, hvorfor det med jævne mellemrum viser sig “nødvendigt”, at personer i kommuner, halvoffentlige selskaber o.l. føler det nødvendigt at se på børnehaver i New Zealand, rensningsanlæg i Sydamerika eller affaldshåndtering i Los Angeles.
Desværre er det sjældent, at vi almindelige skatteborgere kan konstatere, at disse turistrejser udmønter sig i noget, som vi har glæde af. Men det er nok
dybest set heller ikke meningen. Sådan skal det bare se ud.
Hvis de på den anden side af Atlanten ved noget, som man ikke ved i Affald+,
så send dog én eller to sagkyndige derover. Så kan de vel formidle den nye
viden til bestyrelsen med flere, når de kommer hjem. De kunne jo evt. tage
notater og fotografere m.v. på rejsen og undervejs øve sig på den gamle
skoledisciplin, genfortælling.
Kommentarer