Debat: Venstre har indflydelse!
Ole Vive, næstformand i Venstre i Faxe, rejser på faxe.nu den 21. juni en markant kritik af Borgmesterens ”valgkampsbrev”.
Indsendt af Lars Juul, Bregnevang 10, 4690 Haslev og Henrik Christensen, Præstegårdsvej 7 B, 4690 Haslev. Tidligere byrådsmedlemmer for Venstre.
Lad os indledningsvis slå fast at Borgmesterens bidrag til folketingsvalgkampen også i vores øjne var et både politisk og strategisk fejlskud, som Knud Erik Hansen ikke normalt begår.
Vi læser Borgmesterens indlæg Valgkamp og politiske resultater på faxe.nu den 23/6, som en mindre bodsgang og et løfte om, at han aktivt vil bidrage til at få genskabt det gode tværpolitiske samarbejde til glæde for ALLE borgere i vores kommune.
Vi føler os på samme tid nødsaget til også at opfordre Ole Vive og eventuelle meningsfæller til at arbejde politisk konstruktivt for ALLE borgere i vores kommune.
Ole Vive lader i sit indlæg skinne igennem, at Venstres deltagelse i den brede konstituering med socialdemokratiet, de Konservative og SF ikke er det optimale for Venstre (og vel borgerne i Faxe kommune).
Læs Ole Vives indlæg: Der kom et brev og en kniv i ryggen
Vi er lodret uenige!
Det optimale havde naturligvis været, at Dorte Nybjerg havde stået i spidsen som Borgmester, men dette kunne der ikke skabes opbakning til. Lad os blot gentage, at der ved valget IKKE var et borgerligt flertal.
Borgerlisten er og vedbliver med at være et geografisk ”parti” og ikke en borgerlig liste, man kan kalde en del af ”blå blok”. Både historien og Borgerlistens markeringer igennem det seneste halvandet år understreger dette faktum, hvilket Ole Vive om nogen burde kunne se klart.
Arbejdet med konstitueringen blev i øvrigt ikke varetaget af politiske novicer, men af politikere med samlet set over 30 års erfaring med politiske processer og et indgående kendskab til alle aktører på tværs af partier. Hvilket hold Venstre stiller med til konstitueringsforhandlingerne ved næste kommunalvalg vides endnu ikke, men vores opfordring skal være, at der trækkes på personer med troværdighed, indsigt og evnen til at opbygge relationer.
Venstre er nu en markant del af flertalsgruppen og besidder flere væsentlige poster og har stor indflydelse på den førte politik. Indflydelsen kunne måske endda være større, ligesom markeringerne af Venstres aftryk kunne være flere, hvis blandt andre Ole Vive brugte sine liberale kræfter på at bakke op om Dorte Nybjerg og byrådsgruppens arbejde i stedet for at prioritere kritiske spørgsmål af intern karakter.
Vi oplever, at byrådsgruppen skal bruge uforholdsmæssigt mange kræfter på samspillet med dele af baglandet, kræfter som kunne bruges langt mere konstruktivt til gavn for både Venstre og borgerne i Faxe kommune.
Venstre er en del af et solidt flertal, der arbejder for borgerne i Faxe kommune. Det betyder ikke, at man som Venstre m/k altid skal være 100 procent enig i alle beslutninger og tiltag, men hvis man har en tillidspost i partiet, hviler der et særligt ansvar på skuldrene, og enten retter man sig op, løser sine opgaver og tager ansvaret, eller også melder man fra til det organisatoriske arbejde og melder sig som politiker.
Lad vore folkevalgte politikere bedrive politik!
Kommentarer