Faxe Ladeplads

Debat: Vi fik ret, desværre…

Folkeskolereform har ikke været den succes som tilhængerne troede. ”Heldagsskolen” er ingen ubetinget succes, uanset om man spørger skoleledere, lærere, forældre eller børnene.

Indsendt af Birger Holm Brøndberg, Pilebakken 1, 4654 Faxe Ladeplads. Formand for Liberal Alliance i Faxe og kandidat til kommunalvalget

Hos Liberal Alliance er vi desværre ikke overraskede. Der skulle være flere undervisningstimer, laves understøttende undervisning og oprettes lektiecaféer. De ekstra timer, tager fritid fra børnene og den understøttende undervisning varetages ofte af pædagoger, der ikke nødvendigvis har fornødne faglighed men gør hvad de kan og lektiecaféerne har heller ikke fungeret efter hensigten – Dét er fakta nu fire år efter, reformen er ingen succes.

LA stemte klart i mod, for vi så for os, at det var en helt forkert vej at gå. Folkeskolerne skal (som de fleste andre organisationer) slippes løs, være mere de-centrale og have færre administrative opgaver. På den måde kan skolerne levere bedre resultater og sende eleverne trygt videre. LA vil give den enkelte skole langt mere frihed til selv at organisere undervisningen, give kontrollen tilbage, give skoleledere og lærere mere indflydelse på egen hverdag. Danske skolebørn går i gennemsnit 10.960 timer i grundskole, i Finland bruger børnene 6.327 og er på papiret dygtigere end de danske, så det er ikke antallet af timer alene som gør det.

Oven i dette indførte Faxe kommune en ny skolestruktur med ”områdeskoler”, vi fik Øst-, Midt- og Vestskolen i stedet for det vi kendte, men var dét så ikke en god idé?

Denne meget centraliserede skolemodel kan have nogle fordele, blandt andet kan man (på papiret…) spare penge. Men nogen gange koster besparelser for meget.

Forældre melder om sygemeldinger hos ledelsen, manglende beslutningskompetence på deres barns skole eller institution, det frustrerer lærerne, bremser kreativitet og arbejdsglæde, tvinger sygefraværet op og udløser støt stigende brug af vikarer, da vi nu nærmer os 20% vikardækning iflg. den seneste kommunalopgørelse.

I 2013 bakkede mange vælgere op om LA’s kritiske holdning til Faxe’s skolestruktur. Områdeledelsen og ”prikke-runderne” i 7. klasse bør nu have et serviceeftersyn, det vil LA kæmpe for. Desuden ved vi nu bla. fra ejendomsmæglerne og skolerne selv, at områdeskoler skader den vigtige tilflytning til vores dejlige område. Vi véd nu fire år efter, at der er tilflyttere som fravælger Faxe kommune, når de ikke kan få garanti for at deres barn kan komme på den lokale skole.

Liberal Alliance fik ret, desværre…..

Husk det når du sætter krydset d. 21. november

Kommentarer