Debatindlæg: Fattige børn
Vi taler om skattelettelser, mere løn til offentlige ansatte og billigere luksusbiler. Vi har et fantastisk land med god velfærd og velstand – for de fleste. Alligevel bliver der en større og større afstand til dem, som har og dem, som ikke har – heriblandt mange børn.
Indsendt af John Wennerwald. Regionsråds- og byrådsmedlem for Socialdemokratiet
En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at der er skabt 10.500 flere fattige børn i Danmark i 2016. I alt er der ca. 50.000 børn i Danmark, der lever i familier med en økonomi som ligger under den tidligere officielle fattigdomsgrænse.
Fattigdomsgrænsen blev vedtaget i 2013 på baggrund af et ekspertudvalgs anbefalinger og efter inspiration fra bl.a. OECD og EU. I 2015 afskaffede Venstre-regeringen målestokken for fattigdom i Danmark, fordi grænsen ikke hjalp de borgere som økonomisk lå under grænsen.
Hvis fattigdomsgrænsen fremskrives til 2017-tal er grænsen for en familie på 3 personer et rådighedsbeløb efter skat på kr. 17.700 om måneden. De skal dække alle udgifter til fx bolig, mad, forsikringer, tøj, medicin, transport, reparationer, fritid osv.
Det er trist, at vi skal byde danske børn at vokse op i økonomisk fattigdom her i 2018. Børn fra økonomisk fattige familier bærer ofte rundt på en følelse af at være anderledes og forsøger at skjule familiens økonomi for omverden. Børn trives i fællesskab og det har konsekvenser for børns udvikling, når de er hæmmet i at deltage i sociale aktiviteter, ferier og fritidstilbud som andre børn og unge.
Kommentarer