Debat og politik

Debatindlæg om plejeboliger

Forleden havde Michael Rosendal fra Venstre et indlæg om livskvalitet i seniorlivet.

Indsendt af Henrik Friis, Rønne Alle 9, 4653 Karise. Spidskandidat for SF

Langt hen ad vejen kan jeg bifalde Michaels synspunkter om forebyggende indsats samt opmærksomheden omkring demens og denne sygdoms påvirkninger for de pårørende.

Men filmen knækker, da Michael skriver, at vi mangler plejeboliger. Det er ikke korrekt.

Faxe Kommune har aktuelt behovet for plejeboliger fint dækket. Vi har med min partifælle Mogens Stilhoff som formand for social- og sundhedsudvalget i årevis fuldt ud overholdt plejeboliggarantien. Udvalget analyserer behovet en gang om året, hvor kapacitetsanalysen fremgår af kommunens hjemmeside.

Først i 2022 vil der være behov for 39 plejeboliger, som så skal opføres i 2021. Det kan naturligvis forandre sig hen over årene, men giver absolut ingen anledning til panik.

Der er således overhovedet ingen grund til, at kommunen kaster sig ud i eksperimenter med private plejeboliger her og nu.

I SF er vi åbne for dialog med private udbydere, men vi går ikke på kompromis med sikkerhed og tryghed for borgere med plejebehov.

Nu ved du i hvert fald, hvad SF står for og vil slås for.

Kommentarer