Den glade tømrer er også bedemand
Faxe Ladeplads: Det skal ikke være alt for dystert at bestille en begravelse. Vi skal jo herfra, og jeg sørger for det praktiske, siger ny bedemand. Nu nedsætter han priserne og åbner forretning i Karise
Tekst og foto: Marianne Langvardt
– Pårørende har brug for ro. Når de går ud af min dør, ved man, hvad der kommer til at ske.
Faxe Ladeplads og Karises nye bedemand Nikolaj Schrøder og hans kone Susanne er i fuld gang med at etablere en anderledes bedemandsforretning.
I Schrøders Bedemandsforretning bestemmer man selv, hvordan ens begravelse skal foregå.
For 8.300 kroner kan man bestille sin egen begravelse. Med i prisen er en hvid standard kiste uden guirlander og kors, eller en urne og papirarbejde.
– Det er klart, at hvis man ønsker ligklæder, blomster, musik eller trykte salmer, så koster det ekstra, siger bedemanden.
Schrøders Bedemandsforretning holder Åbent Hus hver lørdag på Hovedgaden 27 i Faxe Ladeplads. Ved siden af er der loppemarked.
– Det har vist sig at være en rigtig god ”symbiose”, for vi sender kunder til hinanden. Når folk har købt sjove ting på loppemarkedet, kommer de over til os, og undersøger forholdene omkring begravelse. Det sker i en hyggelig og afslappet atmosfære, siger Susanne Schrøder.
Ud over havet
– Flere og flere ønsker at deres aske skal spredes ud over vandet. Det er vores opgave, at formidle den dødes sidste vilje til præsten, som giver den endelige tilladelse. Endnu er det ikke tilladt at sprede asken over vandet, uden præstens samtykke. Ofte sker det uden en kirkelig bisættelse, men det kan også lade sig gøre, at bisætte fra kirken, for derefter at sprede asken over vandet, siger Nikolaj Schrøder.
25’årige Nikolaj Schrøder, der også har sin egen tømrerforretning ”Den glade tømrer”, har, det meste af sit voksne liv, drømt om at blive bedemand.
– Hele min familie er beskæftiget med kirkeligt arbejde inden for folkekirken. Men tag nu ikke fejl. Jeg foretrækker ikke nogen kirkelig retning eller organisation. Min forretning er for alle, for alle skal på et eller andet tidspunkt i jorden, siger han.
Nikolaj Schrøder synes ikke det er upassende, at være den glade tømrer og bedemand samtidig.
– Vi kan ligeså godt vænne os til, at vi skal dø, og min opgave er ikke, at ”græde” med de sørgende. Jeg tror de sørgende har mest brug for, at man er en praktisk hjælp en i en svær situation. Derfor er Susanne en rigtig god hjælp, når hun tager den første samtale. Hun er uddannet cand.psyk., siger Nikolaj Schrøder.
Endnu billigere i juli og august
Bedemandsbranchen er konservativ, har han erfaret efter ganske kort tid i faget.
– Jeg blev hurtigt kontaktet af en kollega, der skældte mig huden fuld på grund af mine priser. Jeg kan da godt se, at hvis man skal tjene 400 procent på en begravelse, så er jeg en trussel, siger han.
Men det tager den unge bedemand roligt. De næste par måneder giver han glad ti procent på alle begravelser, både de planlagte og akutte. Og 6. juli åbner han også bedemandsforretning i Karise i Bredgade 52. Her holder han reception mellem klokken 12.00 og 15.00. Der er hver fredag åbent hus i forretningen i Karise på samme klokkeslæt, og der er altid kaffe på kanden.
Kommentarer