Den lokale erhvervsservice styrkes i det nye år
Faxe Kommune har besluttet at styrke den lokale erhvervsservice med virkning fra den 1. januar 2016.
Erhvervsservice-kræfterne i Faxe Kommune og hos bliver lagt sammen. Business Faxe Copenhagen får overført to dygtige og erhvervskyndige medarbejdere fra kommunen, fra den 1. januar. Det besluttede byrådet under årets budgetforhandlinger.
Dermed samler Business Faxe Copenhagen og Faxe kommune energien, strategien og visionerne for erhvervslivet et sted. Det giver en bedre udnyttelse af ressourcerne, samt en mere nærværende og direkte kontakt med de lokale virksomheder.
Formålet er at den samlede viden og nye tiltag giver virksomhederne i Faxe kommune en helt ny og målrettet erhvervsservice.
– Virksomhederne skal vide, at deres forretning bliver understøttet af den lokale erhvervsservice, som igennem nærvær, kendskab og viden vejleder samt tilbyder aktiviteter som direkte hjælper til udviklingen af den enkelte virksomhed, udtaler borgmester Knud Erik Hansen.
Business Faxe Copenhagen, vil blandt andet foretage langt flere virksomhedsbesøg. Målet er 500 fysiske besøg om året. Derudover vil borgmester Knud Erik Hansen, viceborgmester Dorte Nybjerg og direktør Jesper Ib Paulsen fra Business Faxe Copnehagen besøge 60 virksomheder sammen.
Virksomhedsbesøgene skal tegne et direkte billede, både af den enkelte virksomhed, men også af brancherne generelt. Det giver Business Faxe Copenhagen og Faxe Kommune en bedre mulighed for at målrette tilbud om hjælp, kurser og forløb til den specifikke virksomhed.
– På vegne af Faxe Kommune vil den daglige erhvervsservice fortsat blive udført af Business Faxe Copenhagen, som fremadrettet skal foretage flere virksomhedsbesøg og huse Erhvervskontakten. På kommunen vil vi fortsat huse den taskforce, som hjælper Erhvervskontakten med at svare på virksomhedernes mere tekniske henvendelser, fortæller borgmester Knud Erik Hansen om arbejdsfordelingen.
En del af Business Faxe Copenhagen’s erhvervsservice vil fortsat bestå af mere generelle kurser om forskellige emner, og ligesom de også fortsat vil have et stort fokus på byens iværksættere.
Kommentarer