Den ”nye” Faxe Syd Station indvies 1. juli

faxe_station

Faxe: Faxe Syd Station er blevet opgraderet med stoppesteder for bus og tog ved samme perron.

Onsdag den 1. juli 2015 klokken 10.00 er der indvielse af den ombyggede Faxe Syd Station.

Gennem de seneste måneder har Regionstog og Faxe Kommune i fællesskab opgraderet Faxe Syd Station, så stationen fremover vil tilgodese de mange rejsende og deres behov.

Der er stadigt flere kunder, der benytter Faxe Syd Station til skift og omstigning mellem bus og tog, og siden Regionstog i 2012 indførte en køreplan med høj regularitet, har der i perioden været en kundetilgang på 14 procent på Faxe Syd Station og hele 105.000 af- og påstigninger i 2014.

I dag betjenes Faxe Syd af Regions-togs linje 110R samt af Movias buslinjer 630R, 261 samt skolebusserne 284 og 288.

Kundetilgang

Med de kommende direkte tog mellem Faxe Syd-Roskilde og hurtigbanen Næstved-Køge-København i 2018 forventes yderligere kundetilgang. Med baggrund i disse forventninger har Regionstog, Movia og Faxe Kommune ønsket at forbedre forholdene for de nuværende og kommende kunder og har i samarbejde stået for den nu overstående opgradering af trafikterminalen ved Faxe Syd.

Læs også: Faxe Syd station skal opgraderes

Anlægsprojektet er finansieret med midler fra Trafikstyrelsens pulje til forbedring af den kollektive trafik i yderområder, Regionstog og Faxe Kommune.

Den nye terminals indretning

Langs Gl. Strandvej er der på østsiden perron for Regionstog og busholdeplads for busser mod Faxe by samt cykelparkering, mens der på vestsiden foruden busholdeplads for busser mod Faxe Ladeplads også er lavet vendeplads samt pendlerparkering for biler og en overdækket cykelparkering. Der er læskærme både ved busholdepladserne og på perronen, og der er etableret belysning. For handicappede er der speciel handicapparkering, og der er anlagt ny rampe fra vejen til togperronen.

faxe_syd_station

Arkitektfirmaet Gottlieb Paludan Architects A/S har stået for udformningen af den nye terminal, mens det lokale entreprenørfirma Brdr. K. Hansen/FP Entreprenør og elinstallatør Henrik Frost fra Hårlev har stået for udførelsen af arbejdet.

Kunden i fokus

Ved indretningen af den nye trafikterminal har både Regionstog, Movia og Faxe Kommune haft kunden/brugerne i fokus.  Efter opgraderingen fremtræder Faxe Syd Station som en moderne trafikterminal, hvor det er sikkert at færdes. Samtidig er forholdene for kunderne – uanset om de kommer med bus, tog, bil, cykel eller er gående – væsentligt forbedret. Der er gratis internet, og stationsområdet er desuden videoovervåget,

Indvielse

Tilstede ved indvielsen, onsdag den 1. juli 2015 klokken 10.00, vil være borgmester i Faxe Kommune Knud Erik Hansen, udvalgsformand Ivan Lilleng og direktør i Regionstog/Movia Dorthe Nøhr. De tre ankommer på henholdsvis cykel, i bil og med tog for at markere de øgede muligheder på Faxe Syd Station.

oestbanen_regionstog

Kommentarer