Haslev

Den nye sæson hos HTT starter 1. september

htt_hula-hoops-step

Haslev: Haslev HTT tilbyder igen i år et klippekort så man kan droppe ind når man har lyst

Når den nye sæson starter den 1. september, kan HTT igen tilbyde masser af spændende fitnesshold, hvor man med et klippekort kan droppe in på et eller flere hold i ugens løb uden tilmelding.

Konceptet hedder DROP IN, og HTT har hele otte forskellige DROP IN hold i løbet af ugen, der byder på alt fra hård styrketræning i Bootcamp til den mere stille yoga- og rygtræning. På DROP IN holdene fokuseres der på kondition, smidighed og styrketræning til glad musik. Og alle kan være med, for alle øvelser og træningssystemer kan tilpasses den enkelte deltager.

På flere af DROP IN hold bruges der redskaber med vægt, for eksempel den buede stang Corebar eller Hula Hoops ringen til træning af forskellige muskelgrupper, ligesom de store terapibolde bruges på rygholdet. Også stepbænke kommer i spil på mange af holdene, og er man helt vild med træning på stepbænken, så er Step2Go et godt valg. Brugen af de forskellige redskaber i DROP IN skaber en spændende og varieret træning, naturligvis til inspirerende musik. En dejlig måde at komme i god form på.

Er man mere til en danseinspireret træning, så er der naturligvis også Zumba Fitness/Dance mix, mens Piloxing, er en blanding af intervaltræning, boks, pilates og dans. Kort sagt – der er noget til alle.

I DROP IN lægger HTT vægt på, at alle kan deltage, ung som gammel, trænet som utrænet. Der er mulighed for at købe et ti-turs klippekort uden udløb, eller man kan vælge at købe et sæsonkort til en halv eller hel sæson til priser, alle har råd til.

HTTs hjemmeside kan man læse meget mere om de mange DROP IN hold og se træningstider og priser. På www.htt.dk kan man desuden købe sit klippekort eller sæsonkort.

Kommentarer