Haslev

Den virtuelle genbrugsplads Storskrald.dk

Faxe Kommune: AffaldPlus og de seks ejerkommuner, er nu tilmeldt Storskrald.dk, og derfor er det gratis for alle Faxe-borgere at benytte den virtuelle genbrugsplads

Som borger i Faxe Kommune kan man gratis oprette sig som bruger og aflevere ting i storskralds virtuelle containere på Storskrald.dk. Siden er opdelt i en række virtuelle containere eller kategorier, hvor man kan oprette de ting man vil forære bort.  En forudsætning for at lægge ting på Storskrald.dk er, at tingene skal være gratis.

I de virtuelle containere kan man også selv gå på jagt efter ting. Man søger i de forskellige containere, hvor der ofte er en beskrivelse af hver effekt og et billede. Man kan også oprette en “eftersøgning”, som holder øje med, når der lægges ting i en bestemt container. Dukker den efterlyste ting op, sender systemet en e-mail med et link til den pågældende container og effekten.

Formålet med siden er at give møbler, cykler, apparater osv. en længere levetid ved at give dem videre, når man ikke selv har brug for dem længere.

Alle borgere er selvfølgelig stadig velkomne på genbrugspladserne og til at aflevere effekter til de frivillige foreninger. Men hvis man kan komme af med de brugte ting direkte ved husstanden, så spares miljøet for noget transport.

 

Kommentarer