Der afholdes Naturens Dag i Haslev på søndag

Haslev: På søndag afholdes Naturens Dag i området omkring den nye Vibeengskole samt i Skoleparken
Danmarks Naturfredningsforening Faxe og Naturvejleder Faxe inviterer på søndag d. 9. september kl. 10 til Naturens Dag i Haslev i området omkring den nye Vibeengskole og bagefter ved Skoleparken. De er gået sammen om, at sætte fokus på de naturoplevelser og muligheder for friluftsliv, der ligger bare 5 minutters gang fra Haslev bymidte.
Turen vil være krydret med spændende historier fortalt af fagfolk, samt børnevenlige aktiviteter med naturvejlederen. Madpakken kan spises i det grønne.
Området med både Skoleparken og udearealerne i forbindelse med den ny Vibeengskole byder samlet set på mange forskellige naturtyper. Her er gammel løvskov, nåleskov, levende hegn, sø, vandløb, og enge med et righoldigt plante og insektliv.
– Her er gode stier til at gå, cykle og løbe på, og fine steder hvor man kan sidde og nyde naturen” og fortsætter ”Ved søen er der også opført et fugletårn hvor man kan kigge på fuglelivet, og i Skoleparken kan man se de kommunalt ansatte får der stille og roligt æder sig gennem de velsmagende grønne skud, mens de sørger for at området ikke springer i skov, fortæller naturvejleder Sara Gelskov.
– Vi har gennem de sidste par år haft et samarbejde med naturforvaltningen om formidlingen af naturen på kommunens områder. Det har resulteret i at der nu opstilles informationstavler i Skoleparken, samt ved Tranemosen, Kajsholm, Regnvandsbassinerne og ved Tryggevælde Å, fortæller Henrik Suadicani, der er formand for Danmarks Naturfredningsforening afdeling Faxe.
På Naturens dag deltager også Ejendoms- og Miljøchef fra Faxe Kommune, John Birkegård, som vil fortælle om de læringsstationer, der skal bygges i området omkring den kommende Vibeengskole. På læringsstationerne skal elever fra næste år modtage undervisning i det grønne.
Arrangementet begynder klokken 10 ved Troelstrupvej 37 og slutter i Skoleparken cirka klokken 13.
Kommentarer