Der bliver flere nyheder til årets Rivierafest
Faxe Ladeplads: Rivierafest 2013 byder på herremiddag, Faxe Egnsret og 2 x karaoke – udover alt det sædvanlige
Rivierafesten i Faxe Ladeplads er i særklasse. Ikke mange steder får så mange så megen fornøjelse for så små penge. Rivierafesten 2012 var som sædvanlig både hyggelig og sjov.
– Vi husker ikke bare det fantastiske vejr, men også lørdagsprogrammet med karaoke, der trak publikum, så de stod helt ude på pladsen, 5-Alives festlige bal, den helt store kinesiske buffet og den løsslupne tøsefrokost, fortæller Hanne Løkke Winther fra festudvalget.
Igen i 2013 kommer der både fornyelse og de faste punkter. Festen indledes med bankospil i det store telt om torsdagen. Fredag er der karaoke og årets store nyhed: Herremiddag til Sømandsorkesteret. De veloplagte herrer håber på at danselystne damer dukker op efter klokken 21.
– Til børnene har vi forsøgt at sammensætte nogle gode eftermiddagstilbud. Det lykkes måske, fortæller Hanne Løkke Winther fra festudvalget.
Lørdag er der igen karaoke i det lille telt, rockmusik og den traditionelle tøsefrokost med overraskelser. Aftenmenuen er ´Faxe Egnsret`, den lækre oksekødsragout, som vandt konkurrencen. Den er kogt på øl og har spændende tilbehør. Efter klokken 21 er der igen bal med de super professionelle 5-Alive.
Søndag er der gratis sildebord med fællessang. Og så er der som sædvanlig det helt store kræmmermarked begge dage med mange fine tilbud. Det kan kun blive godt, måske bedre end nogensinde. Men nu er det også gang nr. 56 Rivierafesten løber af stabelen.
– Mere end 70 frivillige har stillet sig til rådighed, og vejret forsøger vi at få en aftale om – med meteorologisk institut. Bare det bliver som sidste år, skal de ikke høre et ondt ord, udtaler Hanne Løkke Winther.
I år kan man sikre sig billetter til spisningerne blandt andet hos Rivieraadministrationen i det lille telt – fra festen åbner og så længe lager haves.
– Rigtig mange tak for sidst til alle de søde og dygtige hjælpere, der fik sidste års fest til at glide let og elegant, afslutter udtaler Hanne Løkke Winther
Rivierafesten i Faxe ladeplads finder sted i uge 30.
Kommentarer