Haslev

Der er festival for musikskolebands i næste uge

Faxe: Bandet Misty Minor reprænsenterer Faxe Musikskole ved Musikfestivalen Skru OP i næste uge

Musikfestivalen Skru OP holder konkurrencekoncerter på tre spillesteder i Region Sjælland i næste uge.

Arrangementerne begynder tirsdag den 19. marts på Elværket i Holbæk, onsdag er turen kommet til Ny Ridehus i Næstved og torsdag er der koncert på Badeanstalten i Slagelse. Alle koncerter starter klokken 18 og der er gratis adgang.

Der er tilmeldt 22 bands med tilknytning til musikskolerne i henholdsvis Faxe, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Lolland, Næstved, Ringsted, Roskilde, Slagelse, Sorø og Vordingborg.

Misty Minor, der snart har eksisteret i 7 år, med enkelte udskiftninger, repræsenterer Faxe Musikskole. De spiller blandede pop- og rockperler, blandt andet af Lukas Graham, Adele og Maroon 5. Misty Minor spiller onsdag aften klokken 20.30 i Det Ny Ridehus i Næstved.

Dommerpanelet er sammensat af professionelle musikere og repræsentanter fra musikskolerne i Region Sjælland.

Ved hver af de 3 konkurrencekoncerter findes et vinderband. De 3 vinderbands kommer igennem et coachingforløb som varetages af Bandakademiet og en række professionelle musikere. Forløbet afsluttes med en miniturné i regionen.

Skru’ Op er et samarbejde mellem Bandakademiet, musikskoler og spillesteder i Region Sjælland.

Formålet med Skru OP er at danne et link mellem musikskolebands, professionelle musikere og spillesteder samt at sætte arbejdet med egne numre/materiale på dagsordnen i musikskolerne.

Kommentarer