Haslev

Der er flere nyheder på Bondens Marked

bondens_marked

Haslev: Der er ikke mange dage til Bondens Marked igen slår dørene op for sit marked på Gisselfeld Kloster.

To gange årligt forvandles den smukke have på Gisselfeld Kloster til det største Bondens Marked, som hver gang tiltrækker tusindvis af glade gæster.

Næste marked på Gisselfeld Kloster er i den kommende weekend, lørdag den 3. og søndag den 4. oktober.

Bondens Marked er Danmarks hyggeligste marked for fødevarer og kunsthåndværk med relation til fødevarerne – alt sammen af meget høj kvalitet. Stadeholderne fortæller gerne den gode historie om deres produktion og deres produkter. Og det er muligt at købe lækkerierne med hjem. Det er muligt at betale med Dankort og Kærsgård Gårdbutik er bank.

På Bondens Marked kan man denne gang blandt andet nyde Rønnede Kros mad. Desuden tilbereder og sælger Aarsdale Silderøgeri deres fisk som hapsere til gæsterne.

En af de helt store nyheder er Arctic Food, der kommer med kød fra polarområdet i Sverige. Så der er mulighed for at købe kød fra ren, elg og bjørn samt skind og horn. Det er både eksklusivt og spændende.

En anden ny stadeholdere er Det Søde Liv fra Ollerup på Fyn. De har alt muligt spændende med til folk med en sød tan.

Denne gang kigger Frøsamlerne forbi. Foreningen indsamler, afprøver, og udveksler frø og planter af gamle eller sjældne sorter og arbejder for at bevare den genetiske og kulturelle arv indenfor havebrug og landbrug.

Interesserede kan kontakte arrangøren bag Bondens Marked, Jette Højholdt Mikkelsen, på e-mail bondensmarked@bondensmarked.dk eller telefon 2819 8508.

Hundepasning

Bondens Marked holder meget af dyr, men hunde og fødevarer og flere hunde sammen – det er ikke et godt miks. Det har markedet lært af erfaring, så derfor passer børnene fra Tybjerg Privatskole gerne publikums hunde, mens der handles i Ridehallen og staldene. Og skolen bærer også gerne indkøb op til p-pladsen.

Man kan læse mere om Bondens Marked på www.bondensmarked.dk

Bondens Marked handler om kvalitet

Der er meget stor kvalitetsforskel på, hvad man køber i supermarkedet, og det man kan købe direkte fra bonden. Der er behov for en bedre forståelse af, hvordan man producerer fødevarer i Danmark, og hvad forskellen er på de forskellige produktionsformer, og hvornår og hvordan en fødevare er frisk.

Det bedste er friske fødevarer, og det henter man bedst hos bonden selv. Kartofler der lige er hevet op af jorden, nyhakket kalvekød, der ikke har gennemgået en lang proces fra steg over bøffer til hakket.  

Når man handler direkte fra bonde til kunde, slipper man desuden for fordyrende mellemled. Og så kan man fortælle ved middagsbordet at man kender producenten af råvarerne.

Kommentarer