Der er fossiljagt alle hverdage i sommerferien

Faxe: Geomuseum Faxe afholder de populære fossiljagter med guide to gange om dagen på alle hverdagene i sommerferien

Der er fundgaranti i Faxe Kalkbrud, så en fossiljagt er en stor oplevelse for alle aldersgrupper.

Efter en kort rundvisning på Geomuseum Faxe, vil guiden tage jer med ned i kalkbruddet og hjælpe jer i gang med at finde muslinger, snegle, søpindsvin og tænder fra hajer som levede for 63 millioner år siden. Er man rigtig heldig, så finder man måske endda et stykke af en havkrokodille.

Fossiljagterne foregår på alle hverdage i sommerferien fra mandag den 2. juli til og med fredag den 10. august: klokken 11 til 13 og igen klokken 14 til 16. Turen varer ca. 2 timer og inkluderer en rundvisning i udstillingen på Geomuseum Faxe

Pris: voksne 70 kroner; Studerende/Pensionister 55 kroner; Børn 6-17 år 35 kroner; Børn 0-6 år gratis.

Tilmelding er ikke nødvendig; man henvender sig bare til billetsalget på Geomuseum Faxe.

De guidede fossiljagter i Faxe Kalkbrud er meget populære, folk kommer fra nær og fjern, der kommer gennemsnitligt 50-55 deltagere til hver rundvisning og rekorden er 75 deltagere på en rundvisning. Så det anbefales at komme i god tid hvis man skal have parkeret bilen.

Husk solidt fodtøj, drikkevarer og solbriller.

De guidede ture kan desuden bestilles som lukkede ture for selskaber. Disse ture kan bookes på telefon 56 50 28 06

Mødested: Geomuseum Faxe, Østervej 2, 4640 Faxe

Kommentarer