Rønnede

Der er Kulsvierfestival i Eskilstrup midt i juni

kulsvierfestival_milerne

Eskilstrup: Kulsvierne er i fuld gang med at forberede den store kulmile til kulsvierfestivalen midt i juni.

I weekenden den 13. og 14. juni det går løs på den smukke naturlejrplads i Eskilstrup ved Rønnede.

Det er Eskilstrup Kulsvierlaug der står bag festivalen, og kulsvierlaugets medlemmer har brugt en del af det forgangne år med at skove brænde hos de nærmeste naboer. Træet er savet og kløvet i passende stykker, og skal nu bruges til kulmilen og tjæremilen.

For hele formålet, foruden at have det rart og hyggeligt sammen, er at lave trækul som i de gode gamle dage, og det foregår i en stor mile som man kan se under festivalen.

I en lidt mindre mile laver man tjære. Noget af tjæren som Eskilstrup Kulsvierlaug har lavet, er blevet brugt af Vikingeskibsmuseet i Roskilde, for her er det vigtigt at materialerne er lavet efter ældgamle opskrifter og metoder.

Men nu handler kulsvierfestivalen ikke udelukkende om at lave trækul og tjære. Derfor vil man kunne møde en masse håndværkere. Allesammen nøje udvalgt, så festivalens gæster er sikre på at det er ordentligt håndværk, der bygger på gamle traditioner, der præsenteres.

Desuden er der masser af musik både lørdag og søndag: spillemandsmusik, folkedans, irsk folkemusik og korsang.

Der er gratis parkering og gratis adgang til Kulsvierfestivalen – og dermed skulle der jo nok blive råd til at smage på nogle af festivalens specialiteter, for eksempel de berømte og lækre kulsvierpandekager med flæsk og tyttebær.

Kulsvierfestivalen foregår lørdag den 13. juni og søndag den 14. juni på naturlejrpladsen bag ved Møllegårdens Dyretilbehør på Eskilstrupvej 27 ved Rønnede.

kulsvierfestival_pandekager

Kommentarer