Haslev

Der kommer alligevel ikke en sti over Skoleengen

Haslev: Byrådet har vedtaget lokalplanen for området hvor Vibeengskolen skal bygges i Haslev, dog uden stien over Skoleengen.

På september måneds byrådsmøde blev lokalplanen for Vibeengskolen vedtaget, med den ændring at stien over Skoleengen var blevet udeladt af planerne.

Den oprindelige lokalplan fastlagde rammerne for Vibeengskolen syd for Vestre Ringvej i Haslev. Det oprindelige område var på 12,8 ha, og omfattede en del af Søndermarken syd for ringvejen, Kalvehave Skov samt en ny sti over Skoleengen.

Men Byrådet valgte at tage stien over Skoleengen, ud af planen inden vedtagelsen, fordi der var kommet otte skriftlige protester mod stien over Skoleengen i forbindelse med den offentlige høring, der fandt sted fra den 8. juni til den 3. august 2011.

I stedet skal der ses på de andre stier i området, der formodentlig skal udbygges og forbedres når skolen står færdig. Hvis alle stierne skal forbedres anslås udgifterne til 10 mio. kr..

 

Kommentarer