Der lægges nu planer for Kulturstrøget i Faxe

Faxe: Med en ny helhedsplan skal detaljerne for Kulturstrøget ved Kanten i Faxe nu fastlægges
De grundlæggende ideer til et Kulturstrøg står allerede beskrevet i lokalplanen for området, og en del er allerede realiseret, blandt andet Kanten.
Kommunen vil nu med ny helhedsplan fastlægge de sidste detaljer; f.eks. den endelige linjeføring af Kulturstrøget og Østervej. Tanken med et Kulturstrøg er en rute, der starter ved Kulturhus Kanten, bevæger sig over mod vandrerhjemmet, ned ad Kalkbrudsvej – for at ende på Vinkældertorvet.
Der skal samtidig udpeges p-arealer og byggemuligheder ved vandrehjemmet. Det vil desuden komme til at fremgå hvilke typer belægning og belysning der skal bruges, og hvor der skal plantes flere træer, for at styrke byrummet.
Den ene ende af Kulturstrøget er allerede etableret med lysdioder i gulvet og i belægningen udenfor Biografen Kanten, som hvert år besøges af 60.000, og kan man få lokket bare nogle af dem ned i byen via Kulturstrøget, er der måske penge at hente for byens forretninger.
Faxe Kommune samarbejder med byplankonsulent, arkitekt MAA, Claus Lorange Christensen ApS om opgaven. Herudover vil virksomheden Mølbak Landinspektører A/S allerede i januar 2012 fastlægge skel m.m. langs Kalkbrudsvej, med henblik på at sikre det rette kortgrundlag.
Kommentarer